“It’s not about software. It’s about society” – digital samskabelse

Hvordan lykkedes det Wikipedia at få 50.000 brugere til at deltage i samskabelsen af en online encyklopædi? Kan man få tusinder af borgere til at deltage i samskabelsen af en by?

Untitled

I forlængelse af flere indlæg om digitaliseringens betydning for samfundets udvikling følger her et indlæg om ‘digital samskabelse ifb. med offentlig-private projekter. Kan man forestille sig en by, hvor borgere er digitalt forbundet sammen skaber en kollektiv følelsesmæssig intelligens, som kan danne basis for beslutninger om by- og områdefornyelser? Kunne vi forestille os digitale rum, hvor byplanlæggere, borgere, politikere, antropologer og designere sammen udvikler scenarier for byens udvikling gennem visuelle prototyper? Tankerne bag dette indlæg er skabt på baggrund af deltagelse i et projekt, som Bascon har gennemført for Ministeriet for By,  Bolig og Landdistriktsudvikling.

  • Hvornår er digital og smart samskabelse en success? Hvem skal det skabe værdi for?
  • Hvilken organisation, og hvilke måder at styre processer på, vil virke i digital samskabelse?

Hvorfor involvere?

Involvering og “samskabelse” er blevet det nye sort. Alt fra sæbepulverproducenter, børnehaver, it-virksomheder og det offentlige er i disse år i gang med lære sig involveringens kunst. Det er på den ene side et udtryk for en anerkendelse i mange virksomheder og organisationer, af at man ikke kan vide det hele selv. Uanset timevis af behovsanalyser og brainstorms vil der altid være nye ideer eller flygtige behov.

Denne form for involvering er også et forsøg på at skabe forbindelser og medejerskab mellem mennesker, ting og sager, hvad enten vi taler om produkter, projekter eller byområder. Disse forbindelser opstår gennem vores følelse af samvirke og tilhørsforhold, som forstærkes når vi mærker, at vi har bidraget til noget. Det er nogle helt essentielle følelser, som er drivkraften i et fællesskab og et demokratisk samfund. Hvis vi mærker, at vi kan bidrage, og det gør en forskel, så er der næsten ingen grænser for vores engagement. Og når det modsatte gør sige gældende, så gør vi oprør, som f.eks hvis samfundets magthavere gennemfører forandringer hen over hovedet på os. Nogle af de største sociale revolutioner i vor tid er baseret på disse essentielle menneskelige forhold og dynamikker. Hvad enten der er tale om ideologier, kampen for et bedre miljø eller en politisk dagsorden.

Gennem de sidste mange hundrede år har vi institutionaliseret den demokratiske involvering, men på en så optimal måde, at vi kun føler vi deltager i samfundsudviklingen de få gange vi står i stemmeboksen. Det får os til at fralægge ansvar, og det skaber afstand mellem os og samfundets bærende organisationer. Det er en kritisk tilstand i såvel velfærdssamfundet som demokratiet.

I forsøget på at udforske nye veje til et aktivt demokrati er der opstået nye former for “digital samskabelse”. Disse kommer til udtryk gennem det offentliges brug af sociale medier, i alt lige fra Facebooksider, instagram og twitterfeeds, youtube film. You name it. Interaktionen mellem borgeren og myndighed er så digitaliseret, og hovedparten af den “offentlige debat” udspiller sig på on-line forums og på sociale medier. Politikere twitter i vildskab, og hver kommune har sin egen Facebook side. Det er en kendsgerning, og vil føre til en forandring af den måde vi forstår og praktiserer deltagelse og demokrati. Det er ikke blot et forstærket medie, men en ny kontekst for deltagelse, politisk dialog og medlemsskab til samfundet.

Så hvorfor kaste sig ud i det?

  • Det ”levede liv” i byområder kan ikke planlægges fra skrivebordet
  • Involvering og medejeskab til offentlige projekter styrker demokratiet og lokale fællesskaber
  • Digital inddragelse kan give mulighed for styrke samarbejde gennem projektets faser
  • Vi kan blive klogere på komplekse samspil mellem byers ”fysiske lag” og ”sociale lag” gennem det ”digitale lag
  • Forbedrer den ”urbane kapital” over længere sigt og støtter investeringer i områdefornyelse

Kompleksitet, digitale forbindelser og magt

Tre bevægelser har sandsynligvis ført til denne udvikling. For det første er de samfundsudfordringer vi står overfor i dag så komplekse, at det kræver en mangfoldighed af aktører at løse. Endvidere er der ikke nok ressourcer til det, så der er behov for at mobilisere borgere og virksomheder til at tage del i det. Det kræver en anden form for demokratisk involvering. Vejen til et bæredygtigt samfund som det bedste eksempel. For det andet skaber de digitale medier en ‘forbundet verden’ som gør det muligt, at mobilisere og koordinere aktørers samarbejde om f.eks. by- og områdefornyelse, bedre ressourceudnyttelse eller omsorg for udsatte i samfundet. For det tredje lever vi i en tid, hvor vi ikke vil acceptere en suveræn og centraliseret magt. Det betyder, at den offentlige forvaltning ikke længere kan agere således, særligt fordi politikerne i flere tilfælde vælger at stå på borgerens side.

De gode eksempler

På den ene side kan involveringen af borgere i dialog, afstemning og samskabelsen af digitalt socialt materiale give en positiv retning for øget samskabelse, dialog, mobilisering, digital dannelse og aktivt demokrati. Der er masser af gode eksempler som forsøger at udforske dette. Vi omtalte i et tidligere indlæg om “Knowledge Ships” fra Rio i Brasilien.

Der findes også vidtgående eksperimenter som Burning Man og Dream City på Roskilde festivalen, hvor deltagere sammen organiserer og bygger en midlertidig bydel som en del af en festival. Her er de digitale platforme afgørende for at organisere samskabelsen.

Det er også værd at nævne projekter som Aarhus CO2030, hvor der som et led i involveringen af borgere og politikere blev udviklet en række digitale spil til at understøtte samarbejdet. http://kollision.dk/pdf/CO2030_projektbeskrivelse.pdf Især i dette tilfælde har man forsøgt at udfordre interaktionsmodellen i stedet for at lægge oplæg til høring på kommunens hjemmeside. Den slags projekter og initiativer er vigtige for at vi lære at mestre, hvad de nye medier kan.

Det er især indenfor digital formidling af kultur, at vi finder de nye interaktionsformer. Her samarbejder kulturaktører, it-virksomheder og museer om at udvikle nye former for digital formidling. En række gode eksempler findes her i samarbejde omkring MMeX – Meaning Making Experience.

Bekymringerne

Overgangen til digital dialog, involvering, demokrati og samskabelse er ikke uden udfordringer. Man kan starte med klikke sig ind på Ekstrabladets hjemmeside, hvor man meget hurtigt vil finde deres dialogforum med navnet “Nationen”. Her findes eksempler på den “støjende” retorik, som præger utallige sociale medier og on-line fora.

Der er en tendens til, at den anonyme samtaleform giver et ‘carte blanche’ til at formulere sig i vendinger, som på ingen måder opfordrer til samtale. Udfordringerne ved dette er, at de rabiate ytringer fremmer mere radikaliseret holdninger, som uden tvivl får mange til at trække sig. Lidt gammeldags kunne man efterlyse, at vi som samfund gjorde mere for at udvikle den “digitale dannelse”. Skolerne ville være et godt sted at starte ift et skabe bevidsthed om internet “mobning”. Alt fra politikere til børn bliver i dag hængt ud for deres sproglige eller performative “fadæser”, som måske tidligere blot var en del af nogle vandrehistorier. I dag går det ‘viralt’ og massernes styrke mod individet er enorm.

En anden problemstilling er, at der stadig er 10% i samfundet, som ikke har adgang til de digitale medier. Det er især blandt ældre, indvandrere og socialt udsatte. Her er vi også nødt til at gøre en indsats for styrke medlemsskabet.

En ting er, at adgangsbilletten nu er en dyr smartphone eller PC. Det er andet er, at motivationen mangler, meningen og de social regler kan være uklare, og evnen til at betjene teknologierne kan være nedsat.

Sidst men ikke mindst har vi et stort problem ift masseovervågning. Alt hvad vi foretager os på internettet bliver registreret, og bevidstheden om de digitale fodspor vil enten skade tilstedeværelsen, motivationen eller disciplinere dialogen på en måde, så vi kun får de “moderate” indlæg. Kontroverser er vigtige for en god dialog, men balancen er hårfin og vi har endnu ikke helt fundet formen.

Og nu til det konkrete og praktiske…

Hvordan lykkedes det Wikipedia at få 50.000 brugere til at deltage i samskabelsen af en online encyklopædi? Kan man få tusinder af borgere til at deltage i samskabelsen af en by?

Erfaringerne er indtil videre meget blandet, og der tales om manglende engagement, for mange “støjende” kommentarer og et forum, hvor meget få fylder rigtig meget. Problemet skyldes nok, at man har taget det gamle “høringsformat” og antaget, at det ville virke i en digitaliseret verden. Som så meget andet kan ikke nøjes med at sætte digitalt strøm til. Vi har brug for at udvikle helt nye former for interaktion og deltagelse.

Skab et fælles projekt:

Wikipedia er et enestående eksempel på digital samskabelse, og bag deres succes står en række personer som Jimmy Wales og organisation, der har arbejdet hårdt på at skabe rammerne for det. Grundlæggeren gæstede Smart Aarhus ifb med “Internet Week” i maj måned.

Wikipedia har først og fremmest brugt kræfter på at skabe en samarbejdskultur omkring initiativet. Det er ikke nok blot at åbne et website. Det kræver rigtig meget interaktion med brugerne, så man kan bearbejde og skabe motivation og forståelse for det fælles projekt. Dette kan lade sig gøre fordi Wikipedia er et “commons” – et fælles eje. Endvidere er indholdet noget, som alle får umiddelbar værdi af.  Det ville ikke lykkedes, hvis der var tale om et kommercielt foretagende eller et projekt, som kun få mennersker eller kommunen ville få gavn af.

Motivationen til at deltage styrkes altid af et kunne bidrage til at løse en problemstilling, som er vedkommende. Det er derfor ikke overraskende, at mange kommunernes Facebooksider ligger øde hen. For uden viljen og modet til at formulere nogle relevante udfordringer, som borgerne kan tage del i at løse, så sker der ingenting.

Faciliteret selvorganisering:

I sit oplæg lagde Jimmy Wales vægt på de forskellige ‘styreformer’, som bærer rammesætningen. Dels en centraliseret organisation, som kan administrere, moderere og formulere guidelines. Endvidere udvikler de enkelte undersider sig efter en form for selvorganiserende moderation. Wikipedias organisering er et godt eksempel på organisering og rammesætning af digital samskabelse.  Som en del af organisationen kan det også være en fordel at at indsætte en “oversætter”. Denne person kan dels give projektet et ansigt og dels virke som den figur, der skaber forbindelser og tillid mellem deltagere. Som eksempel vil det i sundhedsvæsnet virke bedre med en anden patient til at repræsentere de digitale fora frem for en læge, som man kender det fra “Patients Like Me”.

Lav eksperimenter med teknologien:

Vi kender endnu ikke til omfanget af digitale mediers muligheder for samskabelse. Men vi ved, at det ikke virker at uploade planer til f.eks. byfornyelser på hjemmeside eller Facebook. Samtidig indeholder de digitale medier store muligheder for at visualisere og samarbejde gennem 3D modeller, spil og digital produktion. Foruden begejstringen kan disse teknologier også være med til at flytte samtalen udenfor de “støjende” online fora. Vi skal lære det mens vi gør det, og lære af hinanden, jo flere eksperimenter på tværs af faggrupper jo bedre.

Slip kontrollen uden at slippe det fælles projekt

I den offentlige sektor har vi gennem de sidste årtier øvet os i at styre og kontrollere. Men hvis ikke man føler at et bidrag flytter ved projektet, så mister deltagerne motivationen. Vi skal være åbne, fordele magt og indflydelse og tage konsekvensen af involveringen. Det betyder, at vi ind i mellem skal kunne slippe kontrollen. Ikke for at skabe meningsløst anarki, men for at give plads til indflydelse. Inspireret af Kenneth Balfelt, så handler det om at skabe afhængighed til konteksten og det fælles projekt, og ikke de organisationer som “ejer” det.

Har du haft erfaringer med digitale medier, involvering og samskabelse i offentlige projekter? Skriv gerne til os eller læg et link nedenfor.

 

Den gode ide er sjælden. Behovene mange

martinAf Martin Vesterby, Innovationschef for INNO-X Healthcare

Tilbage i 2009 gennemførte en lille gruppe af ansatte ved Region Midtjylland en studietur til Silicon Valley. Der var to kæmpe læringer fra turen. Den første var at interdisciplinære projekter gennemført under de rette forhold fører til forskning med et højt impact på samfundet. Den anden var at innovationsprojekter, der tage udgangspunkt i en idé, ofte fejler i at nå et marked.

Fokus på behov var det nye sorte og brugerdrevet innovation ”so yesterday”. Inspirationen til denne behovstilgang var BioDesign fra Stanford. Her skabte de entreprenører og produkter i et interdiciplinært miljø. Faktisk var det mest imponerende hvor mange projekter de afsluttede tidligt i forløbet, fordi man via BioDesign-metodikken ikke fandt at der var et stort nok forretningspotentiale i det.

INNO-X Healthcare

Siden 2009 er denne tankegang forsøgt promoveret i Denmark med fokus på innovationsmiljøet i sundhedssektoren. Vi har lobbyet. Trykket på maver. Vi har holdt oplæg, og fjernet sten på vejen. Taget intensive diskussioner med meningsdannere og innovationseksperter. Har kæmpet for at behov og internationalt forretningspotentiale kan være stærke drivere i innovationsprojekter. Vi har oplevet en tiltagende støtte fra mange, og rejsen frem til i dag har været fantastisk.

En fredag lige inden sommerferien kom den foreløbige kulmination på vores arbejde for interdisciplinært innovation, og uddannelsen af innovatører med udgangspunkt i behov. Otte personer har gennemført innovationsuddannelsen BioMedical Design. Disse personer har lært at et behov ikke bare er noget som én enkelt har set eller tænkt – et behov skal kunne genfindes af forskellige personer. Det skal dokumenteres både kvalitativt og kvantitativt, og hvis man kan finde en løsning, der kan fjerne behovet, skal dette kunne måles, og det værdiskabende i en løsning dokumenteres.

Vi er dog langt fra at være i mål. De gode takter og fantastiske resultater er kun delmål i et forsøg på at skabe et dansk initiativ med et internationalt perspektiv for behovsdrevet innovation til sundhedssektoren.Biomedical

De menneskelige kompetencer

Hvordan skiller INNO-X Healthcares behovsdrevet innovation sig ud fra alle de andre initiativer, der findes og finansieres i Denmark?

Det gør det på flere punkter. Vi bruger 2/3 af projekttiden på at observere, og får behovet valideret internationalt. Vi vælger effektmål og slutmål, som påvirkes af en fremtidig løsning inden for kvalitet, ressourcer og tilgang til en sundhedsydelse. Vi tester løbende prototyper på løsninger i flere kliniske felter med samme definerede behov, som var udgangspunktet . Vi benytter Lean LaunchPad for at holde fokus på det værdiskabende i løsningen. Vi skaber minimum variable produkt (produktet, der med mindst mulige ressourcekrav dækker behovet i markedet) og grundlaget for en forretning.

Virker det? De otte BioMedical Design Fellows definerede på 8 uger mere end 300 områder, hvor de undrede sig. Ved 50 af disse blev der defineret et egentligt behov. 10 blev undersøgt i dybden med hensyn til markedspotentiale, IP (intellectual property) udfordringer i feltet og regulatoriske krav.
Vi står i dag i INNO-X Healthcare med to hold af innovationsfolk og entreprenører, der er klar til at tage to projekter videre til forretningsgørelse. Det er fantastisk, men som før skrevet, så er vi ikke i mål med vores vision for behovsdrevet innovation. Jeg mener ikke, at ideerne som vores fellows har fået, eller de produkter de har udviklet, er det vigtigste.Det er den forandring de har gennemgået. De tænker i dag meget i, hvordan man sætter det rigtige team sammen. Hvordan bruger man sit netværk, hvordan sikrer man at et behov, der opdages lokalt også findes internationalt. Hvordan får man folk til at tænke ”Ja, og” i stedet for det ”Ja, men” vi så ofte møder i den danske kultur. De ved meget om hvordan man kan få den teambasserede start-up kultur til at eksistere på danske hospitaler.

Crowdfunding

I INNO-X vil vi i de kommende år forsøge at understøtte at en start-up mentalitet kan eksistere og trives i forsknings- og innovationsmiljøet i Danmark og internationalt. Første skridt er uddannnelsesaktiviteterne  i metodikken ved Aarhus Universitet, Klinisk Institut og Region Midtjylland. Andet hold af BioMedical Designers starter op med repræsentanter fra hele Danmark. Vores internationale samarbejde med Stanford og BioMedical Enginering IDEA (BME) skal udbygges. Vi starter blandt andet i dette regi et internationalt forskningsprojekt op i tæt samarbejde med den interdisciplinære forskningsenheden ved Center for planlagt Kirurgi i Silkeborg. Vores ”Behovsdatabase”, der benyttes under uddannelsen er også en vigtig brik i dette arbejde, og vi forsøger nu at imødekomme udenlandske universiteters ønske om at bruge databasen.

Vi har oplevet, at vi har rykket os hurtigere end innovationsøkosystemet i Danmark. Fokus og finansiering er fortsat på test af ideer, og ikke på validering af behovet. Da finansiering af ”behovsfasen” er essentielt for INNO-X har vi selv taget initiativ til en løsning. Sammen men en gruppe af relevante stakeholders starter vi et crowdfunding tiltag, der tager udgangspunkt i behovet. Ikke ideer eller løsningerne. Vi vil rejse små puljer til specifikke behov, der vil gøre det muligt at lade potentielle iværksættere og entreprenører få det bedst mulige grundlag for at skabe den rigtige løsning. Eksperter omkring et skrivebord, der bestemmer, hvilken god ide, som skal støttes, er skiftes ud med brugerne, der oplever et lignende behov, og som kan bidrage til at finde en løsning. Store puljer til test konverteres til småbeløb til afklaring og validering af behov. Vores tiltag kan, og skal ikke stå alene, men vi vurderer, at man ved denne tilgang kan skabe flere start-ups med et internationalt forretningspotentiale end med den nuværende lidt mere elitære tilgang.

Vi har gennem det første år med INNO-X Healthcare fået bekræftet at behovene er mange, og at få af disse udelukkende er lokale, uanset hvor unikke den enkelte hospitalsenhed oplever sig. Vi har oplevet at udgangspunktet i et internationalt behov er et godt grundlag for en innovativ løsning og nok bedre end en lokal ide.

Kunsten af finansiere samfundsansvar

japan

Fra workshop i Japan. Forslag til samarbejde mellem NPO og private virksomheder.

Finansiering er, om man vil det eller ej, en nøgle til at give en ide skala, og er med til at gøre en virksomhed robust. Dette gælder også for sociale virksomheder, der har samfundsansvar, som deres hovedagenda.

Globalt arbejdes der på at finde nogle former for virksomhedsdefinitioner og lovgivning, der kan være med til at fremme disse former for virksomheder, og være med til at gøre dem attraktive for investorer. Samtidig med at man sikrer at det samfundsansvarlige bliver ved med at være i centrum, og undgår såkaldt “greenwashing” eller investorer, der med tiden grundet finansielle interesser underminerer det sociale mål.

I Danmark er der et arbejde igang med at få lavet en definition og lovgivning omkring  “social økonomiske virksomheder”.  I dette arbejde er der sat fem kriterier som virksomhederne skal leve op til:

  1. Socialt formål – socialt, beskæftigelses, sundheds, miljømæssigt eller kulturelt sigte.
  2. Væsentlig erhvervsdrift – salg af produkter eller serviceydelser
  3. Uafhængig af det offentlige – eget CVR-nummer
  4. Social overskudhåndtering
  5. Ansvarlig og inddragende virksomhedsledelse (kilde: Anbefalingsrapport, Udvalget for socialøkonomiske virksomheder sep. 2013)

I blandt andet USA arbejder man også aktiv med forskellige virksomhedsformer fx low-profit limited liability company, flexible purpose corporation og public benefit cooperation (Stanford Social Innovation Review, summer 2014 s. 50)

En af udfordringer i USA har dog været at meget få virksomheder har ladet sig registrere under disse tilgængelige former. I Danmark vil det vise sig på sigt, om det attraktive ved at lade sig registrere som en social økonomisk virksomhed er der.

Den dobbelte bundline

water

Én af finansieringskunstens svære øvelser for denne type af virksomheder er at bibeholde den dobbelte bundline – social og økonomisk profit. Man kan lidt karikeret dele det op således, at velgørenheds/fondsmidler holder en virksomheds fokus på social profit – og med private investorer/aktionærer risikerer man at den økonomiske profit på sigt tager over.

Skal sociale virksomheder således ikke være bundet op på finansiering fra offentlige puljer eller fonde, eller enøjede økonomiske interesser, så er der behov for at der kan skabes finansielle modeller, der bindes op på en tillid! om at begge bundlinier bibeholdes, og at målet både er penge og fx ren drikkevand til alle.

En række nye finansielle instrumenter er dukket op over den seneste årrække herunder Crowdfunding, peer-to-peer investering, social impact bonds, FLY paper (flexible low-yield debt).  Disse instrumenter er mere eller mindre bundet op omkring at skabe mere favorable vilkår for sociale virksomheder/entreprenører, og en mulighed for at have en alternativ forretningsmodel end én som er afhængig af tilskud.  I 2011 blev der fx  indsamlet ca. 8,5 mia. kr. på verdensplan ved hjælp af crowdfunding og ligeledes er der blevet investeret store millionsummer i social impact bonds i lande som England, USA, Canada og Australien. I Danmark er der stadig lovgivningsmæssige uklarheder omkring Crowdfunding, og social impact bonds er endnu ikke afprøvet.

Samfundsansvar i DNA´et

Et centralt element er således at finde nogle modeller, som sikrer den dobbelte bundlinie, noget andet er at skabe en bevægelse af investorer over i brugen af disse.

Et stigende antal veletablerede virksomheder er begyndt at tænker mere i samfundsansvar, og hvilken rolle private virksomheder spiller i udviklingen af samfundet (fx Hitachi og Desso).

Ligeledes er der gang i dialogen med pensionskasser, kreditforeninger etc., hvorvidt disse ikke netop bærer et ansvar, som gør at de bør investere i virksomheder med en høj grad af samfundsansvar. Det man også kalder impact investment. Altså ” investments made into companies, organizations, and funds with the intention to generate a measurable, beneficial social and environmental impact alongside a financial return.” (Wiki)bænk

Så det at der arbejdes globalt både med definitionen af nye virksomhedsformer og med nye finansieringsmodeller giver vibrationer om at dette felt er under opbygning, og de tydelig bevægelser i det private marked, kommer vi med sikkerhed også til at se påvirke det offentlige system – hvilket tildels allerede sker, men stadig ikke med det offentlige i investorrollen. Dette kræver blandt andet et større fokus på samfundsøkonomien end forvaltningsøkonomien… mere om det en anden gang!

Lovgivning på sådanne områder er (helt naturligt) bagud den tænkning og handling, der genereres ude i samfundet. Derfor vil der være en periode, hvor begreber og definitioner konstant er  i bevægelse, og vil kræve at der gives plads til nytænkning, en åben dialog mellem sektorerne og et fælles fokus på social og økonomisk profit som ligeværdige parametre. For derefter at sætte nogle lovgivningsmæssige markører, der kan skabe et større dealflow på feltet.

Der er således en bevægelse væk fra “snabeløkonomien” og over i bæredygtige forretningsmodeller, som kan være med til at sociale entreprenører kan få en mere markant rolle at spille i samfundsudviklingen.

Que futura Brasil?

Brasilien er har i år fået stor international opmærksom pga. de mange sportsbegivenheder. Samfundsagenda har tidligere besøgt Rio de Janeiro, som har givet anledning til en fortælling om hvad vi kan lære af Favelaerne om byudvikling, ulighed i samfundet, bæredygtig omstilling og digitale politikker. 

Motorcycle

Rio de Janeiro – et samfund i oprør

Rio de Janeiro i Brasilien er en af verdens største byer, og især kendt for et storslående karneval og sin mangfoldighed i kraft af den store etniske diversitet. I øjeblikket hører vi mest om landets kommende værtskaber for både VM i fodbold og de Olympiske Lege, som skal foregå i 2014. Disse internationale begivenheder har vagt stor opmærksomhed, ikke kun for det sportslige indhold, men pga. tiltagende modstand i befolkningen, da flere brasilianere mener, at OL og VM afvikles på bekostning af tiltrængte investeringer i offentlig velfærd som skoler og hospitaler. Dette har ført til flere folkelige protester og demonstrationer, som i sig selv er en interessant bevægelse for Brasilien, da flere årtier med diktatur op igennem forrige århundrede har sat spor i kulturen. Det er usædvanligt for borgerne at stille sig kritiske overfor magthaverne i samfundet. Dette erfarer vi gennem samtaler med lokale brasilianere, som beskriver at forholdene i 60’ernes og 70’ernes Brasilien på mange måder var lige så grufulde som militærdiktaturene i Argentina og Chile i samme periode. Af den grund er der stadig en frygt i befolkning for at organisere demonstrationer, da politiet stadig slår hårdt ned på dem, i stedet for at rammesætte folkelig politisk mobilisering som en vigtig del af demokratiet.

Brasilien er også en af verdens voksende økonomier, og de sidste årtiers udvikling har medført en række socio-økonomiske forandringer, især i de større byer som Sao Paolo og Rio de Janeiro. Her er der en voksende middelklasse og stigende urbanisering. Men Brasilien er også et af de mest økonomisk ulige lande i verden. Til trods for at man har et af verdens højeste BNP, er det også et af de lande i verden med flest mennesker, der lever i hård fattigdom. Det betyder med andre ord, at hovedparten af landets økonomiske ressourcer ejes af meget få mennesker.

Favelaen – et åbent system

Rio er også kendt for sine mange urbaniserede slumkvarterer, de såkaldte “favelaer”. De går tilbage til europæernes indtog, og er opstået efter at portugiserne hentede slaver fra Afrika under koloniseringen af Sydamerika. Efterkommerne af slaverne bosatte sig områderne udenfor centrum af Rio, men selv efter ophør af slaveriet har man i bystyret fastholdt en eksklusionspolitik for beboerne i favelaerne. Af den grund har områderne nærmest fungeret under “selvstyre”, desværre med stor fattigdom og kriminalitet til følge. De seneste årtier med øget ulighed i det brasilianske samfund har derfor været karakteriseret af spændinger mellem beboerne i favelaerne og ‘cariocas’, som henviser til den af befolkningen i Rio, der er direkte efterkommere af den portugisiske kolonimagt. Denne eksklusionspolitik har ført til, at favelaerne flere steder er indhegnet med mure, og overvåget af paramilitære grupper, der leder tanker hen på forholdende i det gamle Berlin eller på Vestbredden. Vi taler meget om etnisk, social og økonomisk segregation i samfundet her hjemme, men det er ingenting sammenlignet med livet Rio de Janeiro.
Rochina

Vi besøgte en favela i Rio ved navn “Rochina”. Området er på størrelse med den nordlige del af Aarhus, men der bor op mod 300.000 mennesker her. Det giver en helt utrolig tæthed af bygninger og mennesker, som uden moderne infrastruktur, er meget vanskelig at forsyne med ressourcer og holde fri for affald. Man opdager derfor hurtigt hvordan en hel del pragmatiske løsninger er opstået for at sikre energi, vand og internet. Rochina er på mange måder et ‘åbent system’, og den manglende regulering skaber et miljø, hvor både sociale og teknologiske infrastrukturer skabes ad hoc, og efter behov. På den ene side er det en tilgang til at løse komplekse samfundsmæssige forhold som vi kunne lære en del af. Man kobler sig simpelthen på efter behov, og sociale udfordringer varetages i netværk og lokale fællesskaber. På den anden side er der heller ingen tvivl om, at fraværet af offentlig regulering på forsyninger, infrastruktur og social velfærd skaber en mikroøkonomi, som ledes af grupper der ikke har sociale mål. Desværre. For i princippet er de ‘åbne systemer’ en effektiv måde at udvikle byer på, men uden en eller anden form for styring og planlægning bliver infrastrukturen skrøbelig og en arena for kriminalitet. Der er derfor gode grunde til at finde en balance mellem en åben og pragmatisk tilgang i samspil med en mere regulerende planlægning.

“Green My Favela”

Ved første øjekast ligner Rochina derfor et meget udsat område, men bag ved facaden rummer den en række fantastiske initiativer. Et af disse er projektet “Green My Favela” , som er startet af den amerikanske forsker Lea Rekow, der er bosat i Rio. Projektet har til formål at arbejde med at skabe flere grønne områder i bl.a. Rochina, og lære de lokale børn om naturens skrøbelighed, bæredygtighed og cyklus. Vi fik mulighed for at høre om projektet og se en række af økoparkerne, der danner rammerne om et nyt håb for borgerne i Rochina. Gennem aktiv inddragelse af børn og unge er der vokset en række urbane haver frem, fuld af blomster og afgrøder. Deltagelse i denne læringsproces er noget af det mest værdifulde i projektet. Foruden haverne er der også investeret i rekreative områder i form af legepladser og parker, som er et meget sjældent syn i Rio. Man bliver derfor mindet om, at det vi betrager som helt elementære ting i byernes offentlige rum i Skandinavien, ikke er en del af virkeligheden for mange borgere i resten af verden.
Parc 1
Det hører med til historien, at haverne og økoparkerne er bevogtet døgnet rund af Rios mest berygtede politistyrker. Det får en til at tænke på, hvordan en fundamental samfundsmæssig forandring er en lang og skrøbelig proces, som ofte skal beskyttes, i nogle tilfælde med magt. I vores del af verden har vi heldigvis ikke brug for politistyrker til at beskytte bæredygtige initiativer, og derfor kan vi ‘nøjes’ med at bruge en ‘blødere’ form for magt med politiske og økonomiske virkemidler. Men den symbolske effekt, i form af den synlige tilstedeværelse af magt, får en til at tænke på vigtigheden i at manifestere prioriteter. Skal vi lykkedes med en bæredygtig omstilling i vores del af verden kræver det måske, at vi også bliver bedre til vise, at det er noget vi som samfund vil, og beskytte forandringen gennem manifestationer. Her kunne den folkelige magt gennem aktive fællesskaber blive en bærende del af forandringen . “Green My Favela” er uden tvivl første skridt i en folkebevægelse i Rochina for økologi og bæredygtighed.

 

Rios digitale virkelighed

Rio de Janeiro er også en by igang med at omstille sig til den nye digitale virkelighed. Dette kommer til udtryk på flere måder. Dels gennem brug af overvågningsteknologier, sensorer og enorme kontrolrum, hvor aktiviteter i byerne monitoreres. Anledningen til denne teknologisk investering kommer af de mange oversvømmelser, som Rio har været udsat for de senere år. Der har været flere episoder med voldsomme jordskred, hvor mange mennesker omkom. Især i favelaerne. På den ene side er den digitale overvågning derfor et forsøg på at forudse flere tilfælde af oversvømmelser, men på den anden side er teknologien også i stand til at følge aktiviteter i byens socialt udsatte områder. Kontrolrummet monitorerer derfor ikke kun bevægelser i naturen, men er også et instrument i den sociale regulering. Af den grund har Rios “smart city” initiativ været udsat for meget kritik af blandt andre urbanisten og forfatteren Adam Greenfield, som står bag bogen “Against the Smart City”.
Et andet og lidt mere socialt udviklende initiativ er projektet “Ship of Knowledge”. Det udspringer af en række yngre kræfter i Rios borgmesterkontor, og bygger på en vision om, at alle børn i Rio skal have adgang til det digitale samfund. I en af Rios udsatte boligområder har man investeret i at bygge en digShip 1ital skole for lokale børn, som er bestykket med ‘state-of-the-art’ it og medier, og en organisation af digitale pædagoger, som lærer børnene om både de tekniske sider og de sociale vinkler i brugen af internettet. Børnene lærer om de digitale værktøjer, samvær i sociale medier, og lærer at passe på stedet. Endvidere kan børnene også komme der i fritiden, da det også fungerer som et lokalt værested mhp. at holde børnene væk fra kriminalitet.
Et af de mest interessante ting ved “Ship of Knowledge” er, at der som en del af projektet er udviklet en model over byudviklingen i Rio. Formålet er at give de lokale børn og unge en indsigt i byens udvikling i form af offentlig transport, energiforsyninger, offentlige rum, institutioner, skoler mm. Foruden denne oplysende del er der også et demokratisk element, som består af et interaktivt bord, hvor børnene kan foreslå udviklingsprojekter, som f.eks legepladser og nye boligområder. Projektet har været en enorm succes og forventes at blive udbredt til resten af Rio.

 

I Danmark har vi den luksus at næsten alle børn og unge har adgang til internettet, der er vSurfacce 1æsentlig andre forhold i Rio. Men mange undersøgelser viser også, at internetforbindelserne i Danmark primært bruge til spil og passive medier. Samtidig viser undersøgelser herhjemme også, at de kommende generationer ikke anvender det offentlige digitale tjenester til at deltage i demokrati, politik og byudvikling. Her kunne vi lære meget af Rio. Initiativet “Ships of Knowledge” var en fantastisk oplevelse og et de bedste forsøg digital inklusion jeg har set. Ikke mindst pga den livsglæde og selvværd, som strålede ud af børnene i lokalet. Men også den brændende passion for et bedre samfund som var gnisten til det hele.

 

Que futura Brasil?

Der er ingen tvivl om, at Brasilien og Rio de Janeiro er et samfund i forandring. Globaliseringen og den økonomiske vækst indenfor de sidste årtier har sat en række bevægelser og refleksioner igang hos befolkningen. Hvordan får vi mere social lighed og demokrati ? Hvordan får vi mennesker ud af fattigdom ? Hvordan kan vi alle tage del i samfundsudviklingen.

Region Midtjylland tog del i det internationale “Creativity World Forum” som en del af netværket “Districts of Creativity”. Foruden at præsentere vores arbejde med ‘Smart Aarhus’  deltog vi også i to dages workshop mhp at samskabe ideer, projekter og politikker for Rios fremtid. Workshoppen tiltrak både bogere, kunstnere, virksomheder og politikere, som i fællesskab udviklede gode bud på en bæredygtig retning. En stor mangfoldighed. Dagen sluttede af med at danse sammen med repræsentanter for indianerstammen Guarani til ære for naturen og moder jord. Her har vi konservative danskere en del af lære ift hvordan skaber rammer for samskabelse og kreativitet.

Efter du har læst dette indlæg vil vi anbefale en caipirinha, brasiliens berømte cocktail, til lyden ‘música popular brasileira’  – som f.eks rock- og folkemusikeren. Siba – Avante (spotify link)

Den dag vi mødtes!

ws26 Region Midtjylland havde inviteret 25 mennesker d. 26 maj til at tale om, hvordan vi kan fremme løsninger af samfundsmæssige problemstillinger med udgangspunkt i at skabe bedre rammer for social innovation, bæredygtige forretningsmodeller og styrkelse af menneskers mulighed for at deltage i samfundsudviklingen?

Baggrunden for denne dag er at det ligger regionen på sinde, at være med til at facilitere partnerskaber på tværs af samfundet, og arbejde på at forbedre rammerne for at løsninger af de samfundsmæssige udfordringer bliver til attraktive forretningsområder, så der sker en motivering og større mulighed for at involvere sig i dette felt. Det kan udover partnerskaber være, at fremme nye forretningsmodeller, åbne op for dialog med det politiske niveau, skabe efterspørgsel, international netværk osv.

Velfærdssamfundet er, som de fleste ved, udsat for et stigende pres af økonomisk, social og miljømæssige karakter, og det vurderes på nationalt og international niveau, at en af driverne for at løse udfordringer netop er social innovation. Social innovation er gennemførsel af nye idéer (produkter, ydelser, organisations- og forretningsmodeller), der målrettet opfylder et samfundsmæssigt behov og skaber nye sociale relationer eller partnerskaber. (Wiki, Tepsie projektet)

En række positive tegn på tiltag i den retning er, at antallet af virksomheder, der arbejder med produkter og services, der løser samfundets sociale og miljømæssige behov er stigende. Samtidig er flere etablerede virksomheder begyndt at arbejde strategisk med social ansvarlighed, og i højere grad integreres dette i virksomhedernes kerneområder. Dette former virksomhedernes krav til leverandører, medarbejdere og produktionsapparat (eks. Maersk, H&M og TOMS). Ligeledes har flere regeringer bevilliget midler til at sætte gang i social innovation (ex USA med Social Innovation Fund, Nesta Investment og G8 task force for impact investment).

Gruppen af mennesker samlet denne dag er også tegn på, at der sker en bevægelse i samfundet – en mobilisering af folk fra alle sektorer til henholdsvis at give velfærdsmonopolet fra sig som offentlig instans, at tage et samfundsansvar som virksomhed og som borger at ændre sit mind-set om, hvad det offentlige kan og bør gøre, og hvor man selv kan gøre en forskel.

Ønsket er et bæredygtigt velfærdssamfund, og udfordringen er  i dag , at der mangler bæredygtige løsninger på mange velfærdsproblemer. Dette er ikke holdbart hverken økonomisk eller menneskeligt.

Men hvordan løser vi et velfærdsproblem på helt nye måder? Det er hvad social entreprenørskab går ud på, og det var noget af det som blev talt om på workshoppen.

ES 26 05

Det handler om at det offentlige skal hægte sig på evnen til at levere forstyrrende, forandrende innovation. Innovation, der ændre systemet og selve ydelsen, og ikke blot en privatisering af ydelsen, som rengøring af skoler og sygehuse, “anden aktør” på beskæftigelsesområdet, renovation er eksempler på.

Oplevelsen den 26. maj var, at der er en masse aktiviteter i gang der har et forandringssigte og som sker på baggrund af den foretagsomhed og de ressourcer, der findes udenfor (og til dels inden for) det formaliserede system. Et af spørgsmålene er så hvordan denne foretagsomhed bliver til en ressource det offentlige system kan inkorporere, og redefinere sig ud fra.

Som en deltager sagde “Social innovation bliver bobler kommunen laver, når der er puljemidler. Når midlerne slipper op så springer boblen”. Det vil sige at det vedbliver at være vedhæng til det eksisterende system, uden at innovere det. Problemet ses også at være gældende selvom det projekt man har udført egentlige viste rigtig gode resultater – implementeringen og skaleringen udebliver, selvom business casen er god. Det handler derfor om at få udviklet tankegangen om at ejerskabet og indflydelsen også ligger uden for systemet, og hvordan “boblerne” kan udvikle sig til bæredygtig løsninger, der ikke blot brister men gøres robuste.

Nogle af opmærksomhedspunkterne på dagen var også at der er brug for fælles værdier, der kan være med til at sætte en fælles retning for samfundet (offentlig, privat sektor og civilsamfund); at der i højere grad skal gives et ejerskab, kombineret med indflydelse, tilbage til borgerne; at der er brug for at finde frem til de rette forretningsmodeller, der fremmer social innovation og at man skal turde at fremsætte en aggressiv fremadrettet dagsorden for samfundet.

Her på Samfundsagenda vil vi den kommende tid have indlæg, der spinder på noget af det stof vi fik med os ved at deltage i workshoppen den 26. maj. Vi håber, at det kan være med til at inspirere og give lyst til at deltage enten med et indlæg eller en kommentar.

 

Inspiration:

http://www.reachscale.com

http://www.economist.com/node/16789766

http://www.sagerdersamler.dk

http://video.skanderborg.dk/?tagsid=2007

 

Social Innovation Lab Kent – a case story

Social Innovation Lab Kent (SILK) is a small team based within Kent County Council that was set up in 2007 to ‘do policy differently’. Over the past 4 years the team have worked on different projects, wanting to demonstrate the benefits of  working alongside residents  and  frontline staff  from the beginning of every project. 

Emma Barrett has been with the SILK team since its inception in 2007 and  the  coordinator of the programme since 2009. Here she writes about one of the projects within SILK focusing on the issues surrounding dementia using  SILK´s ‘Starting With People’ methodology.

According to the World Health Organisation, the number of people with dementia worldwide is currently estimated at 35.6 million. This will double by 2030 and more than triple by 2050; there is no cure in sight. In Kent, a county of over 1.3 m residents, in 2011 there were 19,500 people living with dementia, which is predicted to increase to 30,100 by 2026; two thirds of people live in the community and one third live in care homes. SILK’s work on dementia has been funded in part by the Department of Health as part of the national Prime Minister’s Challenge and matchfunded by Kent County Council’s Adult Social Care.

Each of the 12 District areas in Kent are developing their own dementia friendly communities which includes a focus on ‘intergenerational’ dementia projects as identified by families themselves to address the existing stigma attached to Dementia.

Local councillors and council staff are being trained as ‘dementia champions’ and ‘dementia friends’ alongside partner agencies and people in a personal capacity. These people in turn, are providing leadership and support for the development of a range of community based projects. These include intergenerational art, dance, film and radio projects; a shop safe scheme for vulnerable adults and ‘dementia friends’ sessions; and transitional peer support sessions given by people recently diagnosed with dementia.

For each local project there is a requirement that 3 organisations work together who have not worked together before, that people living with dementia are involved with the project at all stages in its development and that there is a willingness to share learning. Each area is deciding on its own infrastructure – a number are developing Dementia Action Alliances, whereas others are using existing forum structures.

We are currently developing an interactive Dementia Friendly Kent web platform to include all the work happening across Kent, which is supported by the newly formed pan Kent Dementia Action Alliance. This is because people living with dementia have told us that clear and accessible communication about what is available locally is essential to enable them to continue to live well with dementia.

Dementia Diaries

The award-winning ‘Dementia Diaries’ are a significant asset for the programme, the result of a recommendation from the Kent County Council Dementia Select Committee in 2011. The Diaries are a collection of stories about young people and their experiences with dementia. The fictional characters are based on true stories from families across Kent talking about their own experiences. The Dementia Diaries have been recognised nationally in the 2014 NHS awards for excellence in participation with young people, recognising the importance of a whole family approach in reducing stigma.

The Dementia Diaries are in all schools and libraries in Kent, Surrey and West Sussex and were recently shared in the Aarhus region of Denmark during a visit to Midtlab. The SILK team is continuing to work with the Dementia Diaries Editorial Board, which includes all participating families, to develop a learning resource pack to support learning in curriculum and informal education settings.

Read more about SILK here

Vil du være med til at forbedre vilkårene for social innovation i Danmark?

Hvordan forbedrer vi vilkårene for entreprenører og virksomheder, der ønsker at arbejde strategisk med social innovation? Og hvordan kan vi fremme ideer og løsninger af samfundsmæssige problemstillinger med udgangspunkt i at skabe bedre rammer for social entreprenørskab, bæredygtige forretningsmodeller og styrkelse af menneskers mulighed for at deltage i samfundsudviklingen?

Vi ser et potentiale i samarbejder mellem offentlige og private virksomheder, der sammen har et social og sustainable impact som målsætning, og vil gerne i dialog med dig om, hvordan vi fremmer og tilgodeser dette.

Hvordan skabes de bedste vilkår for entreprenante iværksættere, medarbejdere i etablerede virksomheder, offentligt ansatte og engagerede borgere, som har lyst til at bidrage til løsninger af samfundsmæssige udfordringer?

Tiltaget hviler på den antagelse, at vi efterhånden er mange, som er stærkt optaget af at løse komplekse udfordringer inden for fx beskæftigelse, sundhed, byudvikling og miljø. Men vilkårene for at mobilisere ressourcer til samarbejde kan være vanskelige.

Relationen mellem offentlige og private sociale innovatører er ofte hængt op på en bevillingskultur, hvor den offentlige sektor hellere vil styre end tage del. Vi oplever også, at mange virksomheder indenfor social innovation kæmper med stramme budgetter og med at skabe økonomisk bæredygtige forretningsmodeller.

Er du passioneret omkring dette, og arbejder du enten som privat eller professionel med feltet – så skrev til os via mail jonas.kroustrup@ru.rm.dk og Tenna.andreasen@ru.rm.dk  eller som en kommentar på denne blog.

Ser frem til at høre fra dig.

God Påske fra Samfundsagenda

Jonas Kroustrup

Tenna Andreasen