Resiliens: Socialdarwinisme eller selvorganisering?

Af Bue Rübner Hansen, Post.doc Aarhus Universitet

Hvad kan vi gøre,bue mens vi venter på klimakatastrofen? Hvad kan vi gøre midt i den økonomiske krise? Hvad skal vi gøre, hvis vi ikke kan nå at tilpasse os til eller modstå de voldsomme forandringer, som er på vej? Et af tidens dominerende svar på disse spørgsmål er, at vi skal udvikle resiliens.

Begrebet har spredt sig som en virus fra miljøvidenskaben til en lang række discipliner, som tematiserer kriseberedskab og krisehåndtering. Hvor man tidligere talte om sikkerhed og forsikring, modstandskraft og tilpasningsdygtighed taler man i stadigt stigende grad om resiliens.

Hvad fortæller det os om vores samtid, at resiliens-begrebet dukker op snart sagt overalt: I psykologiske manualer, folkesundhedsvidenskab, human ressource management, økonomi og udviklingsstudier?

HVAD ER RESILIENS?

Resiliens benævner et systems eller en populations evne til at overleve en katastrofe, som er så voldsom, at det hverken er muligt at modstå eller at tilpasse sig den.

Resilienstænkningen blev oprindelig udviklet for at hjælpe beslutningstagere og miljøforkæmpere med at forstå, hvor økosystemers bristepunkter lå. Det handlede om at analysere, hvor meget man kunne udnyttelse en naturressource som f.eks. en fiskebestand uden at bringe systemets overlevelse i fare.

Ligesom modstandskraft og tilpasningsdygtighed refererer resiliens til overlevelsens betingelser og strategier.

Tilpasning er kun muligt for forandringerne der er langsomme eller så små, at man kan nå at tilpasse sig. Og opbygningen af modstand mod katastrofer kræver store dyre strukturelle investeringer med vedligeholdelsesomkostninger (bunkers mod luftangreb, sikkerhedsscanninger og overvågning mod terror, diger og dæmninger mod oversvømmelser, osv.). Resiliens, derimod, starter hvor presset er så stort eller forandringen er så hurtig, at man ikke kan nå at modsætte eller tilpasse sig. Det bygger på en høj grad af frivillighed og indsatsfleksibilitet, hvor statslige aktører faciliterer civilsamfundets selvorganiserede katastrofe-indsats.

ORKANEN KATRINA

Da orkanen Katrina ramte New Orleans i 2005, havde mange års besparelser på vedligeholdelsen af byens diger svækket dem betydeligt. Det ledte til store oversvømmelser og siden en udrensning af fattigere og fortrinsvis sorte beboere til fordel for nye eksklusive lejlighedskomplekser (Johnson, 2011). Myndighedernes manglende investeringer i modstandskraft (diger), ledte til et behov for resiliens, at befolkningen selv organiserede sin overlevelse under katastrofen.

Katastrofen ledte til, at borgerne i de ramte kvarterer blev spredt for alle vinde og mistede de fleste af deres egendele. Og da store entreprenører rykkede ind for at genopbygge byen, havde de både mistet det meste af deres kollektive og individuelle evne til at gøre modstand mod byggeriet af boliger, som de aldrig ville kunne få råd til.

Resilienstænkningen bliver altså nødvendig, når man politisk har valgt at spare på modstandsstrukturer som diger. Det er en strategi, som kan være økonomisk lukrativ for nogle. Når omkostningerne bæres af ofrene og når genopbygningen udgør en forretningsmulighed. Resiliens kan altså let blive et socialdarwinistisk begreb, der legitimerer en politik, der lader falde hvem og hvad, der ikke kan stå.

Resiliens handler altså ofte om, at staten lader almindelige mennesker redde egen røv, mens der stadig bygges modstandsstrukturer som diger, når det drejer sig om at beskytte ”high value assets” og rige kvarterer. På den måde kan man tale om, at resiliens bliver nødvendig når staten er mindre responsiv overfor demokratiske krav eller når borgerne er så splittede, at de ikke kan rejse fælles krav.

Men der ligger også en demokratisk mulighed i resiliensen. Da orkanen Sandy ramte New York I 2012, ødelagde en række fattige kvarterer i New York. Men historien fra New Orleans gentog sig ikke. Mens den underfinansierede amerikanske beredskabsstyrelse, FEMA, igen rykkede ud for sent og gjorde for lidt, var aktivister fra Occupy Wall Street med til at organisere borger-resiliens i de ramte kvarter under navnet ”Occupy Sandy”.

Occupy Sandy’s arbejde var på en og samme tid lavpraktisk og politisk arbejde, demokratisk og organisatorisk. Det skabte solidariske borgernetværk, som sammen var i stand til stille krav og at gøre modstand imod forsøg social udrensning i genopbygnings-proccessen.

Resiliens-strategier er problematiske, hvis de lader staten slippe af med nedskæringer på modstandskraften og hvis de er udtryk for en fatalistisk opgiven overfor klimaforandringer. Men resiliens bliver mere og mere nødvendig. Det afgørende spørgsmål er, om resiliens politiseres og gøres til anledning for solidaritet og skabelsen af demokratisk handlekraft blandt de udsatte.

EN TID, DER KALDER PÅ RESILIENS

Resiliens har altid eksisteret. Vi ved, at byer er blevet genopbygget efter krig og naturkatastrofer, så længe de har eksisteret.

Staten skulle nok tage sig af det meste, og derfor var der mindre grund til at opretholde de sociale relationer, som danner grundlag for social resiliens. Nu kalder klimaforandringer, terror og finanskriser så på folkelig resiliens, særligt i lande, hvor nedskæringer har svækket statens evne til at beskytte befolkningen.

Resilienstænkningens betydning i nutiden peger samtidig på bredere ændringer i den måde vores samfund fungerer på. Vi lever i en tid, hvor kriseprægede globale finansmarkeder, geopolitisk ustabilitet og klimaforandringer leder til et øget behov for resiliens. Og vi lever i en tid, hvor stadigt flere står uden sikker adgang til den sikkerhed arbejdsmarkedet og velfærdsstaten plejede at give dem. Når befolkningsgruppers overlevelse i stadig større grad afhænger af deres selvorganiserede resiliens, så betyder det også, at loyaliteten til staten og troen på markedet svækkes.

Det kan skabe yderlige konflikt, konkurrence og katastrofer og et yderligere behov for resiliens. Men resiliens kan aldrig været et mål i sig selv, og den fortæller os intet om det gode liv i fællesskab. Resiliens kan højst være et middel til at diskutere, hvordan det evindelige behov for resiliens kan overkommes. Og politiseringen af resiliensen handler om at afsøge mulighederne for fred, samarbejde, økologi og demokratisk skabelse af vores fælles verden.

Se mere i Slagmark nr. 73