Jeg er et menneske!

navneskiltI onsdags var Samfundsagenda til en konference, der havde titlen Mere Menneske – Mindre System. Konferencen var arrangeret af Aarhus Kommune- Sundhed og Omsorg, Marselisborgcentret og Rehabiliteringsforum Danmark. Programmet bød på en række af inspirerende oplægsholdere, afbrudt af god forplejning og snak mellem de 330 deltagere – der både rummede politikere og frontlinie personale.

Det overordnede tema for konferencen var, hvordan vi kan gentænke det offentlige velfærdssystem, således at der bliver mere plads til – ikke professionalisme – men det personlige aspekt i mødet mellem borger og offentlig aktør. Det kan være dialogen mellem læge og patient, kontanthjælpsmodtager og jobkonsulent eller politi og unge i de socialt udsatte boligområder.

Ydelse et lorteord

Én af oplægsholderne sogne- og sygehuspræst Preben Kok, mente at vi skal blive bedre til at kæmpe for retten til at være medmennesker, noget som samfundsudviklingen har taget fra os, og i stedet overladt til eksperter. I dette lå der blandt andet, at vi som samfund har fortrængt magtesløshed som en legitim situation for den enkelte at befinde sig i, og at man skal kunne henvende sig til systemet, og modtage en ydelse fra systemet for at bryde den følelse. Netop ordet “ydelse” fik i løbet af dagen betegnelsen “lorteord”, og blev dømt ude. I stedet blev der lagt vægt på en tænkning, hvor vi skal se på velfærd som en opgave, vi i fællesskab skal prøve at løse, og som vi i fællesskab har et ansvar for.

Som en del af denne diskurs blev den tyske tænker Jürgen Habermas nævnt, og ønsket om at finde frem til, hvordan vi kan vende hans sætning om at “livsverdenen økonomiseres af systemverdenen”.

 “Systemet, økonomien og de administrative systemer, er styret af objektive, anonyme markedsmekanismer og magthierarkier. Livsverdenen, den subjektive verden, vi lever i, rummer kulturen, menneskers indbyrdes relationer og vor personlige identitet, og den bygger på sproglig kommunikation.” (Gyldendals åbne encyklopædi om Habermas)

Med lidt andre ord, hvordan vi kan vende den mentalitet, der gør at det virker naturligt for os at tænke borgerinddragelse, når løsninger skal skabes, men i stedet får os til at tænke systeminddragelse, når det giver mening og værdi for den enkelte. Altså at udgangspunktet er borgeren og ikke systemets styringsrammer.

Tre små ord

Over frokost var der en række workshops, hvor man kunne blive klogere på nogle af de tematikker, der var blevet rørt om formiddagen. Samfundsagenda landede i workshop 8 med titlen “Velfærden er under forandring – hvad betyder det egentlig for dig?” faciliteret af Mandag Morgen.

Vi fik her stillet til opgave at finde ét ord man ville ønske, der blev brugt henholdsvis mere og mindre om 1) velfærdsløsninger 2) medarbejdere og 3) borgerne. På den negative side kom vi frem til, at vi gerne ville høre mindre af termerne; selvhjulpenhed, servicemedarbejdere og borgerinddragelse. På den positive side kom vi frem til; hjælp til din behov, kollegaer og FANS!.

Fans af velfærdssamfundet er vi jo nok i bund og grund de fleste af os i dette lille land, men mange af os er nok alligevel begyndte at se, og mærke i dagligdagen, hvordan styringssystemerne mister deres tag og evne til at sikre et bæredygtigt velfærdssamfund, og vi prøver derfor at finde på måder, hvorpå vi kan gentænke.

Den afsluttende taler var fremtidsforskeren Anne Skare, og nogle af hendes bud på fremtiden var at kommunen ikke vedbliver at være et sted man går hen, som i “op på kommunen”, men vil få mere betydningen “community”, og altså være noget vi alle indgår i. Hun plæderede også for, at man ikke skal løse folks problemer, idet man derved frarøver dem en livserfaring. En stillingtagen, der vil betyde, at det offentlige system er nødt til at sig farvel til sin rolle som velfærdspatentholder.

Mere menneske

Egentlig så er det jo noget vrøvl at bruge en term som mere menneske – for vi er jo mennesker, og kan hverken være det mere eller mindre. Så hvad betyder det egentlig mere menneske – mindre system? Som beskrevet ovenfor, så var fokus på dagen på hvordan vi i højere grad får det personlige lag, og ikke kun det professionelle lag (det tredje p-lag værende det private) til at blive en del af måden, hvorpå man agerer som ansat af velfærdssystemet. Og hvordan man gør det samtidig med, at man som ansat ikke bliver kørt følelsesmæssigt over? Svaret er nok ikke ligetil – men det kan i første omgang måske være vigtigt, at der bliver skelnet mellem empati og sympati – altså evnen til at forstå folks følelser, og så det at føle det samme som dem. Hvor empatien indeholder en afstandtagen i forhold til den enkeltes følelsesliv, og gør at man stadig kan være fagprofessionel.

Hvad betyder det så i praksis i forhold til systemet og ændringen af dette? Annemette Digmann, Ledelses- og Innovationsspecialist præsenterede en metode, som hun har erfaret kan få folk til at begynde at tænke mere på opgaven end ydelsen – det hedder “Innovationsspørgsmål”.  For at kunne stille et innovationsspørgsmål skal der være tre elementer tilstede i spørgsmålet: En vision, intet svar/løsning og lyde kækt, så man får lyst til at arbejde med det. Et eksempel kunne være i stedet for at tænke “Hvordan (som system, red.) nedsætter vi mængden af akutindlæggelser af syge børn” omformuleret til “Hvordan gør vi (som mennesker, red.) forældre af syge børn trygge?”  Dermed flytter man fokus over på en mere relationel og menneskelig faktor. Et andet eksempel var “Hvordan går man direkte til fødsel nr. 2”, som et spørgsmål til opgaven om at førstegangsfødende kræver flere ressourcer etc.  

Alt i alt bød dagen på mange gode refleksioner og dialog, og som Anne Skare sluttede af med at sige, så er det som gør os til mennesker – ren sammenhængende energi og relationer!