Jeg er et menneske!

navneskiltI onsdags var Samfundsagenda til en konference, der havde titlen Mere Menneske – Mindre System. Konferencen var arrangeret af Aarhus Kommune- Sundhed og Omsorg, Marselisborgcentret og Rehabiliteringsforum Danmark. Programmet bød på en række af inspirerende oplægsholdere, afbrudt af god forplejning og snak mellem de 330 deltagere – der både rummede politikere og frontlinie personale.

Det overordnede tema for konferencen var, hvordan vi kan gentænke det offentlige velfærdssystem, således at der bliver mere plads til – ikke professionalisme – men det personlige aspekt i mødet mellem borger og offentlig aktør. Det kan være dialogen mellem læge og patient, kontanthjælpsmodtager og jobkonsulent eller politi og unge i de socialt udsatte boligområder.

Ydelse et lorteord

Én af oplægsholderne sogne- og sygehuspræst Preben Kok, mente at vi skal blive bedre til at kæmpe for retten til at være medmennesker, noget som samfundsudviklingen har taget fra os, og i stedet overladt til eksperter. I dette lå der blandt andet, at vi som samfund har fortrængt magtesløshed som en legitim situation for den enkelte at befinde sig i, og at man skal kunne henvende sig til systemet, og modtage en ydelse fra systemet for at bryde den følelse. Netop ordet “ydelse” fik i løbet af dagen betegnelsen “lorteord”, og blev dømt ude. I stedet blev der lagt vægt på en tænkning, hvor vi skal se på velfærd som en opgave, vi i fællesskab skal prøve at løse, og som vi i fællesskab har et ansvar for.

Som en del af denne diskurs blev den tyske tænker Jürgen Habermas nævnt, og ønsket om at finde frem til, hvordan vi kan vende hans sætning om at “livsverdenen økonomiseres af systemverdenen”.

 “Systemet, økonomien og de administrative systemer, er styret af objektive, anonyme markedsmekanismer og magthierarkier. Livsverdenen, den subjektive verden, vi lever i, rummer kulturen, menneskers indbyrdes relationer og vor personlige identitet, og den bygger på sproglig kommunikation.” (Gyldendals åbne encyklopædi om Habermas)

Med lidt andre ord, hvordan vi kan vende den mentalitet, der gør at det virker naturligt for os at tænke borgerinddragelse, når løsninger skal skabes, men i stedet får os til at tænke systeminddragelse, når det giver mening og værdi for den enkelte. Altså at udgangspunktet er borgeren og ikke systemets styringsrammer.

Tre små ord

Over frokost var der en række workshops, hvor man kunne blive klogere på nogle af de tematikker, der var blevet rørt om formiddagen. Samfundsagenda landede i workshop 8 med titlen “Velfærden er under forandring – hvad betyder det egentlig for dig?” faciliteret af Mandag Morgen.

Vi fik her stillet til opgave at finde ét ord man ville ønske, der blev brugt henholdsvis mere og mindre om 1) velfærdsløsninger 2) medarbejdere og 3) borgerne. På den negative side kom vi frem til, at vi gerne ville høre mindre af termerne; selvhjulpenhed, servicemedarbejdere og borgerinddragelse. På den positive side kom vi frem til; hjælp til din behov, kollegaer og FANS!.

Fans af velfærdssamfundet er vi jo nok i bund og grund de fleste af os i dette lille land, men mange af os er nok alligevel begyndte at se, og mærke i dagligdagen, hvordan styringssystemerne mister deres tag og evne til at sikre et bæredygtigt velfærdssamfund, og vi prøver derfor at finde på måder, hvorpå vi kan gentænke.

Den afsluttende taler var fremtidsforskeren Anne Skare, og nogle af hendes bud på fremtiden var at kommunen ikke vedbliver at være et sted man går hen, som i “op på kommunen”, men vil få mere betydningen “community”, og altså være noget vi alle indgår i. Hun plæderede også for, at man ikke skal løse folks problemer, idet man derved frarøver dem en livserfaring. En stillingtagen, der vil betyde, at det offentlige system er nødt til at sig farvel til sin rolle som velfærdspatentholder.

Mere menneske

Egentlig så er det jo noget vrøvl at bruge en term som mere menneske – for vi er jo mennesker, og kan hverken være det mere eller mindre. Så hvad betyder det egentlig mere menneske – mindre system? Som beskrevet ovenfor, så var fokus på dagen på hvordan vi i højere grad får det personlige lag, og ikke kun det professionelle lag (det tredje p-lag værende det private) til at blive en del af måden, hvorpå man agerer som ansat af velfærdssystemet. Og hvordan man gør det samtidig med, at man som ansat ikke bliver kørt følelsesmæssigt over? Svaret er nok ikke ligetil – men det kan i første omgang måske være vigtigt, at der bliver skelnet mellem empati og sympati – altså evnen til at forstå folks følelser, og så det at føle det samme som dem. Hvor empatien indeholder en afstandtagen i forhold til den enkeltes følelsesliv, og gør at man stadig kan være fagprofessionel.

Hvad betyder det så i praksis i forhold til systemet og ændringen af dette? Annemette Digmann, Ledelses- og Innovationsspecialist præsenterede en metode, som hun har erfaret kan få folk til at begynde at tænke mere på opgaven end ydelsen – det hedder “Innovationsspørgsmål”.  For at kunne stille et innovationsspørgsmål skal der være tre elementer tilstede i spørgsmålet: En vision, intet svar/løsning og lyde kækt, så man får lyst til at arbejde med det. Et eksempel kunne være i stedet for at tænke “Hvordan (som system, red.) nedsætter vi mængden af akutindlæggelser af syge børn” omformuleret til “Hvordan gør vi (som mennesker, red.) forældre af syge børn trygge?”  Dermed flytter man fokus over på en mere relationel og menneskelig faktor. Et andet eksempel var “Hvordan går man direkte til fødsel nr. 2”, som et spørgsmål til opgaven om at førstegangsfødende kræver flere ressourcer etc.  

Alt i alt bød dagen på mange gode refleksioner og dialog, og som Anne Skare sluttede af med at sige, så er det som gør os til mennesker – ren sammenhængende energi og relationer!

 

 

 

 

 

“It’s not about software. It’s about society” – digital samskabelse

Hvordan lykkedes det Wikipedia at få 50.000 brugere til at deltage i samskabelsen af en online encyklopædi? Kan man få tusinder af borgere til at deltage i samskabelsen af en by?

Untitled

I forlængelse af flere indlæg om digitaliseringens betydning for samfundets udvikling følger her et indlæg om ‘digital samskabelse ifb. med offentlig-private projekter. Kan man forestille sig en by, hvor borgere er digitalt forbundet sammen skaber en kollektiv følelsesmæssig intelligens, som kan danne basis for beslutninger om by- og områdefornyelser? Kunne vi forestille os digitale rum, hvor byplanlæggere, borgere, politikere, antropologer og designere sammen udvikler scenarier for byens udvikling gennem visuelle prototyper? Tankerne bag dette indlæg er skabt på baggrund af deltagelse i et projekt, som Bascon har gennemført for Ministeriet for By,  Bolig og Landdistriktsudvikling.

  • Hvornår er digital og smart samskabelse en success? Hvem skal det skabe værdi for?
  • Hvilken organisation, og hvilke måder at styre processer på, vil virke i digital samskabelse?

Hvorfor involvere?

Involvering og “samskabelse” er blevet det nye sort. Alt fra sæbepulverproducenter, børnehaver, it-virksomheder og det offentlige er i disse år i gang med lære sig involveringens kunst. Det er på den ene side et udtryk for en anerkendelse i mange virksomheder og organisationer, af at man ikke kan vide det hele selv. Uanset timevis af behovsanalyser og brainstorms vil der altid være nye ideer eller flygtige behov.

Denne form for involvering er også et forsøg på at skabe forbindelser og medejerskab mellem mennesker, ting og sager, hvad enten vi taler om produkter, projekter eller byområder. Disse forbindelser opstår gennem vores følelse af samvirke og tilhørsforhold, som forstærkes når vi mærker, at vi har bidraget til noget. Det er nogle helt essentielle følelser, som er drivkraften i et fællesskab og et demokratisk samfund. Hvis vi mærker, at vi kan bidrage, og det gør en forskel, så er der næsten ingen grænser for vores engagement. Og når det modsatte gør sige gældende, så gør vi oprør, som f.eks hvis samfundets magthavere gennemfører forandringer hen over hovedet på os. Nogle af de største sociale revolutioner i vor tid er baseret på disse essentielle menneskelige forhold og dynamikker. Hvad enten der er tale om ideologier, kampen for et bedre miljø eller en politisk dagsorden.

Gennem de sidste mange hundrede år har vi institutionaliseret den demokratiske involvering, men på en så optimal måde, at vi kun føler vi deltager i samfundsudviklingen de få gange vi står i stemmeboksen. Det får os til at fralægge ansvar, og det skaber afstand mellem os og samfundets bærende organisationer. Det er en kritisk tilstand i såvel velfærdssamfundet som demokratiet.

I forsøget på at udforske nye veje til et aktivt demokrati er der opstået nye former for “digital samskabelse”. Disse kommer til udtryk gennem det offentliges brug af sociale medier, i alt lige fra Facebooksider, instagram og twitterfeeds, youtube film. You name it. Interaktionen mellem borgeren og myndighed er så digitaliseret, og hovedparten af den “offentlige debat” udspiller sig på on-line forums og på sociale medier. Politikere twitter i vildskab, og hver kommune har sin egen Facebook side. Det er en kendsgerning, og vil føre til en forandring af den måde vi forstår og praktiserer deltagelse og demokrati. Det er ikke blot et forstærket medie, men en ny kontekst for deltagelse, politisk dialog og medlemsskab til samfundet.

Så hvorfor kaste sig ud i det?

  • Det ”levede liv” i byområder kan ikke planlægges fra skrivebordet
  • Involvering og medejeskab til offentlige projekter styrker demokratiet og lokale fællesskaber
  • Digital inddragelse kan give mulighed for styrke samarbejde gennem projektets faser
  • Vi kan blive klogere på komplekse samspil mellem byers ”fysiske lag” og ”sociale lag” gennem det ”digitale lag
  • Forbedrer den ”urbane kapital” over længere sigt og støtter investeringer i områdefornyelse

Kompleksitet, digitale forbindelser og magt

Tre bevægelser har sandsynligvis ført til denne udvikling. For det første er de samfundsudfordringer vi står overfor i dag så komplekse, at det kræver en mangfoldighed af aktører at løse. Endvidere er der ikke nok ressourcer til det, så der er behov for at mobilisere borgere og virksomheder til at tage del i det. Det kræver en anden form for demokratisk involvering. Vejen til et bæredygtigt samfund som det bedste eksempel. For det andet skaber de digitale medier en ‘forbundet verden’ som gør det muligt, at mobilisere og koordinere aktørers samarbejde om f.eks. by- og områdefornyelse, bedre ressourceudnyttelse eller omsorg for udsatte i samfundet. For det tredje lever vi i en tid, hvor vi ikke vil acceptere en suveræn og centraliseret magt. Det betyder, at den offentlige forvaltning ikke længere kan agere således, særligt fordi politikerne i flere tilfælde vælger at stå på borgerens side.

De gode eksempler

På den ene side kan involveringen af borgere i dialog, afstemning og samskabelsen af digitalt socialt materiale give en positiv retning for øget samskabelse, dialog, mobilisering, digital dannelse og aktivt demokrati. Der er masser af gode eksempler som forsøger at udforske dette. Vi omtalte i et tidligere indlæg om “Knowledge Ships” fra Rio i Brasilien.

Der findes også vidtgående eksperimenter som Burning Man og Dream City på Roskilde festivalen, hvor deltagere sammen organiserer og bygger en midlertidig bydel som en del af en festival. Her er de digitale platforme afgørende for at organisere samskabelsen.

Det er også værd at nævne projekter som Aarhus CO2030, hvor der som et led i involveringen af borgere og politikere blev udviklet en række digitale spil til at understøtte samarbejdet. http://kollision.dk/pdf/CO2030_projektbeskrivelse.pdf Især i dette tilfælde har man forsøgt at udfordre interaktionsmodellen i stedet for at lægge oplæg til høring på kommunens hjemmeside. Den slags projekter og initiativer er vigtige for at vi lære at mestre, hvad de nye medier kan.

Det er især indenfor digital formidling af kultur, at vi finder de nye interaktionsformer. Her samarbejder kulturaktører, it-virksomheder og museer om at udvikle nye former for digital formidling. En række gode eksempler findes her i samarbejde omkring MMeX – Meaning Making Experience.

Bekymringerne

Overgangen til digital dialog, involvering, demokrati og samskabelse er ikke uden udfordringer. Man kan starte med klikke sig ind på Ekstrabladets hjemmeside, hvor man meget hurtigt vil finde deres dialogforum med navnet “Nationen”. Her findes eksempler på den “støjende” retorik, som præger utallige sociale medier og on-line fora.

Der er en tendens til, at den anonyme samtaleform giver et ‘carte blanche’ til at formulere sig i vendinger, som på ingen måder opfordrer til samtale. Udfordringerne ved dette er, at de rabiate ytringer fremmer mere radikaliseret holdninger, som uden tvivl får mange til at trække sig. Lidt gammeldags kunne man efterlyse, at vi som samfund gjorde mere for at udvikle den “digitale dannelse”. Skolerne ville være et godt sted at starte ift et skabe bevidsthed om internet “mobning”. Alt fra politikere til børn bliver i dag hængt ud for deres sproglige eller performative “fadæser”, som måske tidligere blot var en del af nogle vandrehistorier. I dag går det ‘viralt’ og massernes styrke mod individet er enorm.

En anden problemstilling er, at der stadig er 10% i samfundet, som ikke har adgang til de digitale medier. Det er især blandt ældre, indvandrere og socialt udsatte. Her er vi også nødt til at gøre en indsats for styrke medlemsskabet.

En ting er, at adgangsbilletten nu er en dyr smartphone eller PC. Det er andet er, at motivationen mangler, meningen og de social regler kan være uklare, og evnen til at betjene teknologierne kan være nedsat.

Sidst men ikke mindst har vi et stort problem ift masseovervågning. Alt hvad vi foretager os på internettet bliver registreret, og bevidstheden om de digitale fodspor vil enten skade tilstedeværelsen, motivationen eller disciplinere dialogen på en måde, så vi kun får de “moderate” indlæg. Kontroverser er vigtige for en god dialog, men balancen er hårfin og vi har endnu ikke helt fundet formen.

Og nu til det konkrete og praktiske…

Hvordan lykkedes det Wikipedia at få 50.000 brugere til at deltage i samskabelsen af en online encyklopædi? Kan man få tusinder af borgere til at deltage i samskabelsen af en by?

Erfaringerne er indtil videre meget blandet, og der tales om manglende engagement, for mange “støjende” kommentarer og et forum, hvor meget få fylder rigtig meget. Problemet skyldes nok, at man har taget det gamle “høringsformat” og antaget, at det ville virke i en digitaliseret verden. Som så meget andet kan ikke nøjes med at sætte digitalt strøm til. Vi har brug for at udvikle helt nye former for interaktion og deltagelse.

Skab et fælles projekt:

Wikipedia er et enestående eksempel på digital samskabelse, og bag deres succes står en række personer som Jimmy Wales og organisation, der har arbejdet hårdt på at skabe rammerne for det. Grundlæggeren gæstede Smart Aarhus ifb med “Internet Week” i maj måned.

Wikipedia har først og fremmest brugt kræfter på at skabe en samarbejdskultur omkring initiativet. Det er ikke nok blot at åbne et website. Det kræver rigtig meget interaktion med brugerne, så man kan bearbejde og skabe motivation og forståelse for det fælles projekt. Dette kan lade sig gøre fordi Wikipedia er et “commons” – et fælles eje. Endvidere er indholdet noget, som alle får umiddelbar værdi af.  Det ville ikke lykkedes, hvis der var tale om et kommercielt foretagende eller et projekt, som kun få mennersker eller kommunen ville få gavn af.

Motivationen til at deltage styrkes altid af et kunne bidrage til at løse en problemstilling, som er vedkommende. Det er derfor ikke overraskende, at mange kommunernes Facebooksider ligger øde hen. For uden viljen og modet til at formulere nogle relevante udfordringer, som borgerne kan tage del i at løse, så sker der ingenting.

Faciliteret selvorganisering:

I sit oplæg lagde Jimmy Wales vægt på de forskellige ‘styreformer’, som bærer rammesætningen. Dels en centraliseret organisation, som kan administrere, moderere og formulere guidelines. Endvidere udvikler de enkelte undersider sig efter en form for selvorganiserende moderation. Wikipedias organisering er et godt eksempel på organisering og rammesætning af digital samskabelse.  Som en del af organisationen kan det også være en fordel at at indsætte en “oversætter”. Denne person kan dels give projektet et ansigt og dels virke som den figur, der skaber forbindelser og tillid mellem deltagere. Som eksempel vil det i sundhedsvæsnet virke bedre med en anden patient til at repræsentere de digitale fora frem for en læge, som man kender det fra “Patients Like Me”.

Lav eksperimenter med teknologien:

Vi kender endnu ikke til omfanget af digitale mediers muligheder for samskabelse. Men vi ved, at det ikke virker at uploade planer til f.eks. byfornyelser på hjemmeside eller Facebook. Samtidig indeholder de digitale medier store muligheder for at visualisere og samarbejde gennem 3D modeller, spil og digital produktion. Foruden begejstringen kan disse teknologier også være med til at flytte samtalen udenfor de “støjende” online fora. Vi skal lære det mens vi gør det, og lære af hinanden, jo flere eksperimenter på tværs af faggrupper jo bedre.

Slip kontrollen uden at slippe det fælles projekt

I den offentlige sektor har vi gennem de sidste årtier øvet os i at styre og kontrollere. Men hvis ikke man føler at et bidrag flytter ved projektet, så mister deltagerne motivationen. Vi skal være åbne, fordele magt og indflydelse og tage konsekvensen af involveringen. Det betyder, at vi ind i mellem skal kunne slippe kontrollen. Ikke for at skabe meningsløst anarki, men for at give plads til indflydelse. Inspireret af Kenneth Balfelt, så handler det om at skabe afhængighed til konteksten og det fælles projekt, og ikke de organisationer som “ejer” det.

Har du haft erfaringer med digitale medier, involvering og samskabelse i offentlige projekter? Skriv gerne til os eller læg et link nedenfor.

 

Den gode ide er sjælden. Behovene mange

martinAf Martin Vesterby, Innovationschef for INNO-X Healthcare

Tilbage i 2009 gennemførte en lille gruppe af ansatte ved Region Midtjylland en studietur til Silicon Valley. Der var to kæmpe læringer fra turen. Den første var at interdisciplinære projekter gennemført under de rette forhold fører til forskning med et højt impact på samfundet. Den anden var at innovationsprojekter, der tage udgangspunkt i en idé, ofte fejler i at nå et marked.

Fokus på behov var det nye sorte og brugerdrevet innovation ”so yesterday”. Inspirationen til denne behovstilgang var BioDesign fra Stanford. Her skabte de entreprenører og produkter i et interdiciplinært miljø. Faktisk var det mest imponerende hvor mange projekter de afsluttede tidligt i forløbet, fordi man via BioDesign-metodikken ikke fandt at der var et stort nok forretningspotentiale i det.

INNO-X Healthcare

Siden 2009 er denne tankegang forsøgt promoveret i Denmark med fokus på innovationsmiljøet i sundhedssektoren. Vi har lobbyet. Trykket på maver. Vi har holdt oplæg, og fjernet sten på vejen. Taget intensive diskussioner med meningsdannere og innovationseksperter. Har kæmpet for at behov og internationalt forretningspotentiale kan være stærke drivere i innovationsprojekter. Vi har oplevet en tiltagende støtte fra mange, og rejsen frem til i dag har været fantastisk.

En fredag lige inden sommerferien kom den foreløbige kulmination på vores arbejde for interdisciplinært innovation, og uddannelsen af innovatører med udgangspunkt i behov. Otte personer har gennemført innovationsuddannelsen BioMedical Design. Disse personer har lært at et behov ikke bare er noget som én enkelt har set eller tænkt – et behov skal kunne genfindes af forskellige personer. Det skal dokumenteres både kvalitativt og kvantitativt, og hvis man kan finde en løsning, der kan fjerne behovet, skal dette kunne måles, og det værdiskabende i en løsning dokumenteres.

Vi er dog langt fra at være i mål. De gode takter og fantastiske resultater er kun delmål i et forsøg på at skabe et dansk initiativ med et internationalt perspektiv for behovsdrevet innovation til sundhedssektoren.Biomedical

De menneskelige kompetencer

Hvordan skiller INNO-X Healthcares behovsdrevet innovation sig ud fra alle de andre initiativer, der findes og finansieres i Denmark?

Det gør det på flere punkter. Vi bruger 2/3 af projekttiden på at observere, og får behovet valideret internationalt. Vi vælger effektmål og slutmål, som påvirkes af en fremtidig løsning inden for kvalitet, ressourcer og tilgang til en sundhedsydelse. Vi tester løbende prototyper på løsninger i flere kliniske felter med samme definerede behov, som var udgangspunktet . Vi benytter Lean LaunchPad for at holde fokus på det værdiskabende i løsningen. Vi skaber minimum variable produkt (produktet, der med mindst mulige ressourcekrav dækker behovet i markedet) og grundlaget for en forretning.

Virker det? De otte BioMedical Design Fellows definerede på 8 uger mere end 300 områder, hvor de undrede sig. Ved 50 af disse blev der defineret et egentligt behov. 10 blev undersøgt i dybden med hensyn til markedspotentiale, IP (intellectual property) udfordringer i feltet og regulatoriske krav.
Vi står i dag i INNO-X Healthcare med to hold af innovationsfolk og entreprenører, der er klar til at tage to projekter videre til forretningsgørelse. Det er fantastisk, men som før skrevet, så er vi ikke i mål med vores vision for behovsdrevet innovation. Jeg mener ikke, at ideerne som vores fellows har fået, eller de produkter de har udviklet, er det vigtigste.Det er den forandring de har gennemgået. De tænker i dag meget i, hvordan man sætter det rigtige team sammen. Hvordan bruger man sit netværk, hvordan sikrer man at et behov, der opdages lokalt også findes internationalt. Hvordan får man folk til at tænke ”Ja, og” i stedet for det ”Ja, men” vi så ofte møder i den danske kultur. De ved meget om hvordan man kan få den teambasserede start-up kultur til at eksistere på danske hospitaler.

Crowdfunding

I INNO-X vil vi i de kommende år forsøge at understøtte at en start-up mentalitet kan eksistere og trives i forsknings- og innovationsmiljøet i Danmark og internationalt. Første skridt er uddannnelsesaktiviteterne  i metodikken ved Aarhus Universitet, Klinisk Institut og Region Midtjylland. Andet hold af BioMedical Designers starter op med repræsentanter fra hele Danmark. Vores internationale samarbejde med Stanford og BioMedical Enginering IDEA (BME) skal udbygges. Vi starter blandt andet i dette regi et internationalt forskningsprojekt op i tæt samarbejde med den interdisciplinære forskningsenheden ved Center for planlagt Kirurgi i Silkeborg. Vores ”Behovsdatabase”, der benyttes under uddannelsen er også en vigtig brik i dette arbejde, og vi forsøger nu at imødekomme udenlandske universiteters ønske om at bruge databasen.

Vi har oplevet, at vi har rykket os hurtigere end innovationsøkosystemet i Danmark. Fokus og finansiering er fortsat på test af ideer, og ikke på validering af behovet. Da finansiering af ”behovsfasen” er essentielt for INNO-X har vi selv taget initiativ til en løsning. Sammen men en gruppe af relevante stakeholders starter vi et crowdfunding tiltag, der tager udgangspunkt i behovet. Ikke ideer eller løsningerne. Vi vil rejse små puljer til specifikke behov, der vil gøre det muligt at lade potentielle iværksættere og entreprenører få det bedst mulige grundlag for at skabe den rigtige løsning. Eksperter omkring et skrivebord, der bestemmer, hvilken god ide, som skal støttes, er skiftes ud med brugerne, der oplever et lignende behov, og som kan bidrage til at finde en løsning. Store puljer til test konverteres til småbeløb til afklaring og validering af behov. Vores tiltag kan, og skal ikke stå alene, men vi vurderer, at man ved denne tilgang kan skabe flere start-ups med et internationalt forretningspotentiale end med den nuværende lidt mere elitære tilgang.

Vi har gennem det første år med INNO-X Healthcare fået bekræftet at behovene er mange, og at få af disse udelukkende er lokale, uanset hvor unikke den enkelte hospitalsenhed oplever sig. Vi har oplevet at udgangspunktet i et internationalt behov er et godt grundlag for en innovativ løsning og nok bedre end en lokal ide.