Kunsten af finansiere samfundsansvar

japan

Fra workshop i Japan. Forslag til samarbejde mellem NPO og private virksomheder.

Finansiering er, om man vil det eller ej, en nøgle til at give en ide skala, og er med til at gøre en virksomhed robust. Dette gælder også for sociale virksomheder, der har samfundsansvar, som deres hovedagenda.

Globalt arbejdes der på at finde nogle former for virksomhedsdefinitioner og lovgivning, der kan være med til at fremme disse former for virksomheder, og være med til at gøre dem attraktive for investorer. Samtidig med at man sikrer at det samfundsansvarlige bliver ved med at være i centrum, og undgår såkaldt “greenwashing” eller investorer, der med tiden grundet finansielle interesser underminerer det sociale mål.

I Danmark er der et arbejde igang med at få lavet en definition og lovgivning omkring  “social økonomiske virksomheder”.  I dette arbejde er der sat fem kriterier som virksomhederne skal leve op til:

  1. Socialt formål – socialt, beskæftigelses, sundheds, miljømæssigt eller kulturelt sigte.
  2. Væsentlig erhvervsdrift – salg af produkter eller serviceydelser
  3. Uafhængig af det offentlige – eget CVR-nummer
  4. Social overskudhåndtering
  5. Ansvarlig og inddragende virksomhedsledelse (kilde: Anbefalingsrapport, Udvalget for socialøkonomiske virksomheder sep. 2013)

I blandt andet USA arbejder man også aktiv med forskellige virksomhedsformer fx low-profit limited liability company, flexible purpose corporation og public benefit cooperation (Stanford Social Innovation Review, summer 2014 s. 50)

En af udfordringer i USA har dog været at meget få virksomheder har ladet sig registrere under disse tilgængelige former. I Danmark vil det vise sig på sigt, om det attraktive ved at lade sig registrere som en social økonomisk virksomhed er der.

Den dobbelte bundline

water

Én af finansieringskunstens svære øvelser for denne type af virksomheder er at bibeholde den dobbelte bundline – social og økonomisk profit. Man kan lidt karikeret dele det op således, at velgørenheds/fondsmidler holder en virksomheds fokus på social profit – og med private investorer/aktionærer risikerer man at den økonomiske profit på sigt tager over.

Skal sociale virksomheder således ikke være bundet op på finansiering fra offentlige puljer eller fonde, eller enøjede økonomiske interesser, så er der behov for at der kan skabes finansielle modeller, der bindes op på en tillid! om at begge bundlinier bibeholdes, og at målet både er penge og fx ren drikkevand til alle.

En række nye finansielle instrumenter er dukket op over den seneste årrække herunder Crowdfunding, peer-to-peer investering, social impact bonds, FLY paper (flexible low-yield debt).  Disse instrumenter er mere eller mindre bundet op omkring at skabe mere favorable vilkår for sociale virksomheder/entreprenører, og en mulighed for at have en alternativ forretningsmodel end én som er afhængig af tilskud.  I 2011 blev der fx  indsamlet ca. 8,5 mia. kr. på verdensplan ved hjælp af crowdfunding og ligeledes er der blevet investeret store millionsummer i social impact bonds i lande som England, USA, Canada og Australien. I Danmark er der stadig lovgivningsmæssige uklarheder omkring Crowdfunding, og social impact bonds er endnu ikke afprøvet.

Samfundsansvar i DNA´et

Et centralt element er således at finde nogle modeller, som sikrer den dobbelte bundlinie, noget andet er at skabe en bevægelse af investorer over i brugen af disse.

Et stigende antal veletablerede virksomheder er begyndt at tænker mere i samfundsansvar, og hvilken rolle private virksomheder spiller i udviklingen af samfundet (fx Hitachi og Desso).

Ligeledes er der gang i dialogen med pensionskasser, kreditforeninger etc., hvorvidt disse ikke netop bærer et ansvar, som gør at de bør investere i virksomheder med en høj grad af samfundsansvar. Det man også kalder impact investment. Altså ” investments made into companies, organizations, and funds with the intention to generate a measurable, beneficial social and environmental impact alongside a financial return.” (Wiki)bænk

Så det at der arbejdes globalt både med definitionen af nye virksomhedsformer og med nye finansieringsmodeller giver vibrationer om at dette felt er under opbygning, og de tydelig bevægelser i det private marked, kommer vi med sikkerhed også til at se påvirke det offentlige system – hvilket tildels allerede sker, men stadig ikke med det offentlige i investorrollen. Dette kræver blandt andet et større fokus på samfundsøkonomien end forvaltningsøkonomien… mere om det en anden gang!

Lovgivning på sådanne områder er (helt naturligt) bagud den tænkning og handling, der genereres ude i samfundet. Derfor vil der være en periode, hvor begreber og definitioner konstant er  i bevægelse, og vil kræve at der gives plads til nytænkning, en åben dialog mellem sektorerne og et fælles fokus på social og økonomisk profit som ligeværdige parametre. For derefter at sætte nogle lovgivningsmæssige markører, der kan skabe et større dealflow på feltet.

Der er således en bevægelse væk fra “snabeløkonomien” og over i bæredygtige forretningsmodeller, som kan være med til at sociale entreprenører kan få en mere markant rolle at spille i samfundsudviklingen.

Que futura Brasil?

Brasilien er har i år fået stor international opmærksom pga. de mange sportsbegivenheder. Samfundsagenda har tidligere besøgt Rio de Janeiro, som har givet anledning til en fortælling om hvad vi kan lære af Favelaerne om byudvikling, ulighed i samfundet, bæredygtig omstilling og digitale politikker. 

Motorcycle

Rio de Janeiro – et samfund i oprør

Rio de Janeiro i Brasilien er en af verdens største byer, og især kendt for et storslående karneval og sin mangfoldighed i kraft af den store etniske diversitet. I øjeblikket hører vi mest om landets kommende værtskaber for både VM i fodbold og de Olympiske Lege, som skal foregå i 2014. Disse internationale begivenheder har vagt stor opmærksomhed, ikke kun for det sportslige indhold, men pga. tiltagende modstand i befolkningen, da flere brasilianere mener, at OL og VM afvikles på bekostning af tiltrængte investeringer i offentlig velfærd som skoler og hospitaler. Dette har ført til flere folkelige protester og demonstrationer, som i sig selv er en interessant bevægelse for Brasilien, da flere årtier med diktatur op igennem forrige århundrede har sat spor i kulturen. Det er usædvanligt for borgerne at stille sig kritiske overfor magthaverne i samfundet. Dette erfarer vi gennem samtaler med lokale brasilianere, som beskriver at forholdene i 60’ernes og 70’ernes Brasilien på mange måder var lige så grufulde som militærdiktaturene i Argentina og Chile i samme periode. Af den grund er der stadig en frygt i befolkning for at organisere demonstrationer, da politiet stadig slår hårdt ned på dem, i stedet for at rammesætte folkelig politisk mobilisering som en vigtig del af demokratiet.

Brasilien er også en af verdens voksende økonomier, og de sidste årtiers udvikling har medført en række socio-økonomiske forandringer, især i de større byer som Sao Paolo og Rio de Janeiro. Her er der en voksende middelklasse og stigende urbanisering. Men Brasilien er også et af de mest økonomisk ulige lande i verden. Til trods for at man har et af verdens højeste BNP, er det også et af de lande i verden med flest mennesker, der lever i hård fattigdom. Det betyder med andre ord, at hovedparten af landets økonomiske ressourcer ejes af meget få mennesker.

Favelaen – et åbent system

Rio er også kendt for sine mange urbaniserede slumkvarterer, de såkaldte “favelaer”. De går tilbage til europæernes indtog, og er opstået efter at portugiserne hentede slaver fra Afrika under koloniseringen af Sydamerika. Efterkommerne af slaverne bosatte sig områderne udenfor centrum af Rio, men selv efter ophør af slaveriet har man i bystyret fastholdt en eksklusionspolitik for beboerne i favelaerne. Af den grund har områderne nærmest fungeret under “selvstyre”, desværre med stor fattigdom og kriminalitet til følge. De seneste årtier med øget ulighed i det brasilianske samfund har derfor været karakteriseret af spændinger mellem beboerne i favelaerne og ‘cariocas’, som henviser til den af befolkningen i Rio, der er direkte efterkommere af den portugisiske kolonimagt. Denne eksklusionspolitik har ført til, at favelaerne flere steder er indhegnet med mure, og overvåget af paramilitære grupper, der leder tanker hen på forholdende i det gamle Berlin eller på Vestbredden. Vi taler meget om etnisk, social og økonomisk segregation i samfundet her hjemme, men det er ingenting sammenlignet med livet Rio de Janeiro.
Rochina

Vi besøgte en favela i Rio ved navn “Rochina”. Området er på størrelse med den nordlige del af Aarhus, men der bor op mod 300.000 mennesker her. Det giver en helt utrolig tæthed af bygninger og mennesker, som uden moderne infrastruktur, er meget vanskelig at forsyne med ressourcer og holde fri for affald. Man opdager derfor hurtigt hvordan en hel del pragmatiske løsninger er opstået for at sikre energi, vand og internet. Rochina er på mange måder et ‘åbent system’, og den manglende regulering skaber et miljø, hvor både sociale og teknologiske infrastrukturer skabes ad hoc, og efter behov. På den ene side er det en tilgang til at løse komplekse samfundsmæssige forhold som vi kunne lære en del af. Man kobler sig simpelthen på efter behov, og sociale udfordringer varetages i netværk og lokale fællesskaber. På den anden side er der heller ingen tvivl om, at fraværet af offentlig regulering på forsyninger, infrastruktur og social velfærd skaber en mikroøkonomi, som ledes af grupper der ikke har sociale mål. Desværre. For i princippet er de ‘åbne systemer’ en effektiv måde at udvikle byer på, men uden en eller anden form for styring og planlægning bliver infrastrukturen skrøbelig og en arena for kriminalitet. Der er derfor gode grunde til at finde en balance mellem en åben og pragmatisk tilgang i samspil med en mere regulerende planlægning.

“Green My Favela”

Ved første øjekast ligner Rochina derfor et meget udsat område, men bag ved facaden rummer den en række fantastiske initiativer. Et af disse er projektet “Green My Favela” , som er startet af den amerikanske forsker Lea Rekow, der er bosat i Rio. Projektet har til formål at arbejde med at skabe flere grønne områder i bl.a. Rochina, og lære de lokale børn om naturens skrøbelighed, bæredygtighed og cyklus. Vi fik mulighed for at høre om projektet og se en række af økoparkerne, der danner rammerne om et nyt håb for borgerne i Rochina. Gennem aktiv inddragelse af børn og unge er der vokset en række urbane haver frem, fuld af blomster og afgrøder. Deltagelse i denne læringsproces er noget af det mest værdifulde i projektet. Foruden haverne er der også investeret i rekreative områder i form af legepladser og parker, som er et meget sjældent syn i Rio. Man bliver derfor mindet om, at det vi betrager som helt elementære ting i byernes offentlige rum i Skandinavien, ikke er en del af virkeligheden for mange borgere i resten af verden.
Parc 1
Det hører med til historien, at haverne og økoparkerne er bevogtet døgnet rund af Rios mest berygtede politistyrker. Det får en til at tænke på, hvordan en fundamental samfundsmæssig forandring er en lang og skrøbelig proces, som ofte skal beskyttes, i nogle tilfælde med magt. I vores del af verden har vi heldigvis ikke brug for politistyrker til at beskytte bæredygtige initiativer, og derfor kan vi ‘nøjes’ med at bruge en ‘blødere’ form for magt med politiske og økonomiske virkemidler. Men den symbolske effekt, i form af den synlige tilstedeværelse af magt, får en til at tænke på vigtigheden i at manifestere prioriteter. Skal vi lykkedes med en bæredygtig omstilling i vores del af verden kræver det måske, at vi også bliver bedre til vise, at det er noget vi som samfund vil, og beskytte forandringen gennem manifestationer. Her kunne den folkelige magt gennem aktive fællesskaber blive en bærende del af forandringen . “Green My Favela” er uden tvivl første skridt i en folkebevægelse i Rochina for økologi og bæredygtighed.

 

Rios digitale virkelighed

Rio de Janeiro er også en by igang med at omstille sig til den nye digitale virkelighed. Dette kommer til udtryk på flere måder. Dels gennem brug af overvågningsteknologier, sensorer og enorme kontrolrum, hvor aktiviteter i byerne monitoreres. Anledningen til denne teknologisk investering kommer af de mange oversvømmelser, som Rio har været udsat for de senere år. Der har været flere episoder med voldsomme jordskred, hvor mange mennesker omkom. Især i favelaerne. På den ene side er den digitale overvågning derfor et forsøg på at forudse flere tilfælde af oversvømmelser, men på den anden side er teknologien også i stand til at følge aktiviteter i byens socialt udsatte områder. Kontrolrummet monitorerer derfor ikke kun bevægelser i naturen, men er også et instrument i den sociale regulering. Af den grund har Rios “smart city” initiativ været udsat for meget kritik af blandt andre urbanisten og forfatteren Adam Greenfield, som står bag bogen “Against the Smart City”.
Et andet og lidt mere socialt udviklende initiativ er projektet “Ship of Knowledge”. Det udspringer af en række yngre kræfter i Rios borgmesterkontor, og bygger på en vision om, at alle børn i Rio skal have adgang til det digitale samfund. I en af Rios udsatte boligområder har man investeret i at bygge en digShip 1ital skole for lokale børn, som er bestykket med ‘state-of-the-art’ it og medier, og en organisation af digitale pædagoger, som lærer børnene om både de tekniske sider og de sociale vinkler i brugen af internettet. Børnene lærer om de digitale værktøjer, samvær i sociale medier, og lærer at passe på stedet. Endvidere kan børnene også komme der i fritiden, da det også fungerer som et lokalt værested mhp. at holde børnene væk fra kriminalitet.
Et af de mest interessante ting ved “Ship of Knowledge” er, at der som en del af projektet er udviklet en model over byudviklingen i Rio. Formålet er at give de lokale børn og unge en indsigt i byens udvikling i form af offentlig transport, energiforsyninger, offentlige rum, institutioner, skoler mm. Foruden denne oplysende del er der også et demokratisk element, som består af et interaktivt bord, hvor børnene kan foreslå udviklingsprojekter, som f.eks legepladser og nye boligområder. Projektet har været en enorm succes og forventes at blive udbredt til resten af Rio.

 

I Danmark har vi den luksus at næsten alle børn og unge har adgang til internettet, der er vSurfacce 1æsentlig andre forhold i Rio. Men mange undersøgelser viser også, at internetforbindelserne i Danmark primært bruge til spil og passive medier. Samtidig viser undersøgelser herhjemme også, at de kommende generationer ikke anvender det offentlige digitale tjenester til at deltage i demokrati, politik og byudvikling. Her kunne vi lære meget af Rio. Initiativet “Ships of Knowledge” var en fantastisk oplevelse og et de bedste forsøg digital inklusion jeg har set. Ikke mindst pga den livsglæde og selvværd, som strålede ud af børnene i lokalet. Men også den brændende passion for et bedre samfund som var gnisten til det hele.

 

Que futura Brasil?

Der er ingen tvivl om, at Brasilien og Rio de Janeiro er et samfund i forandring. Globaliseringen og den økonomiske vækst indenfor de sidste årtier har sat en række bevægelser og refleksioner igang hos befolkningen. Hvordan får vi mere social lighed og demokrati ? Hvordan får vi mennesker ud af fattigdom ? Hvordan kan vi alle tage del i samfundsudviklingen.

Region Midtjylland tog del i det internationale “Creativity World Forum” som en del af netværket “Districts of Creativity”. Foruden at præsentere vores arbejde med ‘Smart Aarhus’  deltog vi også i to dages workshop mhp at samskabe ideer, projekter og politikker for Rios fremtid. Workshoppen tiltrak både bogere, kunstnere, virksomheder og politikere, som i fællesskab udviklede gode bud på en bæredygtig retning. En stor mangfoldighed. Dagen sluttede af med at danse sammen med repræsentanter for indianerstammen Guarani til ære for naturen og moder jord. Her har vi konservative danskere en del af lære ift hvordan skaber rammer for samskabelse og kreativitet.

Efter du har læst dette indlæg vil vi anbefale en caipirinha, brasiliens berømte cocktail, til lyden ‘música popular brasileira’  – som f.eks rock- og folkemusikeren. Siba – Avante (spotify link)