Sociale opfindelser udfordrer projektmagerkulturen

anne Anne Sørensen er medstifter af Social+ og netværket SIX Nordic. Social+ er sat i verden for at bane vejen for sociale opfindelser, der løser eller forebygger sociale problemer for udsatte mennesker i Danmark.

Social+  driver ikke selv sociale opfindelses- og innovationsprojekter, men co-creater med organisationer, slutbrugere, fonde og myndigheder for at skabe Danmarks nye sociale opfindelser og innovationer. Social+ indsamler og formidler desuden viden om rammer og vilkår for sociale opfindelser i Danmark.

En social opfindelse er et helt nyt initiativ, der gennem innovation ændrer på måderne, vi relaterer os til hinanden. Det vil sige noget, der ændrer vores samfund eller noget, der løser eller forebygger sociale problemer. Det kan være initiativer inden for velfærd, sundhed, kriminalitet, frivillighed eller medborgerskab. Initiativet kan fx være en teknologi, en metode, en organisation, et produkt eller et lovforslag.

Hvorfor er Social + blevet til?

Alle taler om social innovation. Alle vil social innovation. Men feltet er præget af en række udfordringer, hvis vi reelt vil skabe social innovation.

Udviklingsarbejdet på socialområdet er præget af organisationer og kommuner, der arbejder ud fra et ’gammeldags’ fundraisingparadigme, hvor der firkantet sagt fokuseres på midler frem for mål. Det skyldes i høj grad, at NGO’er såvel som kommuner er økonomisk pressede. Vejen til overlevelse bliver et konstant flow af udviklingsprojekter støttet af fonds- og puljemidler. Denne tendens udfordrer Social+ med et budskab om at god innovation forudsætter grundig idékonkretisering inden formuleringen af en projektansøgning.

Desuden er det sociale udviklingsarbejde præget af årtiers projektmagerkultur. SATS-puljer og fondsmidler har i årevis støttet en række spændende sociale initiativer i såvel NGO’er som kommuner. Men der har været langt imellem initiativer med opfindelseshøjde og meget få projekter er blevet organisatorisk og økonomisk bæredygtige efter endt projektbevilling: De gode initiativer er blevet efterfulgt af et nyt projekt. Social+ udfordrer denne projektmagerkultur ved at insistere på, at et pilotprojekt ikke er en indsats i sig selv, men derimod et eksperiment, med en strategi for økonomisk og organisatorisk bæredygtighed, som sikrer at initiativet lever videre, hvis eksperimentet viser sig at være en succes.

På samme måde stiller fondene – der i høj grad opfatter sig selv som risikovillige – i højere grad krav om dokumentation, soliditet og synlig effekt. De stigende krav fra fondenes side matcher ikke organisationernes fundraisingparadigme og projektmagerkulturen.

Feltet er altså præget af en række forskellige tendenser, der på hver deres måde er en barriere for at skabe sociale opfindelser med stor opfindelseshøjde (og dermed også høj risiko) gennem grundig idékonkretisering og sociale eksperimenter. Social+ er sat i verden for at modne dette felt og skabe bedre rammer for realisering af nye banebrydende initiativer, der skaber markant social forandring og er økonomisk og organisatorisk bæredygtige.

Hvad står øverst på jeres samfundsagenda?

I Social+ er vi optagede af at løse eller forebygge sociale problemer for udsatte mennesker i Danmark. Vi tror, at det kræver sociale opfindelser, der bryder eksklusion, sætter brugeren i centrum og har fokus på at øge livskvalitet og selvbestemmelse. Det lyder fluffy men i bund og grund er vi drevet af at skabe et samfund med lige muligheder og vilkår for alle.

Det gør vi dels ved at bidrage til realisering af sociale opfindelser gennem idéudvikling, co-creation og sparring. Dels ved at udfordre rammerne for nytænkning på socialområdet.

Hvilke rammer skal udvikles for at støtte arbejdet med sociale opfindelser?

For det første er der behov for at udvikle en social opfindelsesfaglighed: Et metodisk fundament for hvordan vi skaber sociale opfindelser og en prioritering af den tidskrævende proces fra idé til idékonkretisering, social opfindelse og social innovation. I Social+ bidrager vi gennem vidensformidling, netværk og programmerne Social+ Co-creation, Sparring og Aha!.

Der er også brug for risikovillig kapital til at afprøve og udvikle de sociale opfindelser. Som det ser ud lige nu er det organisationerne og kommunerne selv, der skal investere tid og kræfter i opfindelsesprocessen uden at vide, om der er midler at hente til realisering af opfindelsen.

Og sidst men ikke mindst er der brug for et opgør med det, vi i Social+ kalder den systemiske løgn. Den systemiske løgn opstår, når vi i en projektansøgning lover at projektet skaber social værdi, selvom vi reelt ikke ved det, fordi projektets metode endnu ikke er afprøvet. Hvis projektet ikke lever op til vores forventninger (hvilket det sjældent gør i første hug), sørger vi alligevel for at projektet fremstår som en succes i en evaluering og i anekdoterne fra projektet. For der er ikke plads til at fejle. Resultatet er, at vi går glip af værdifuld læring fra fejlene. I stedet skal vi anerkende at et pilotprojekt er et eksperiment, hvor vi blot kan gisne om udfaldet. Det eneste vi kan love er, at vi er klogere, når eksperimentet er afsluttet.

Hvilken fremtid spår du at sociale opfindelser vil have for samfundsudviklingen?

Det er svært at spå…. sociale opfindelser og social innovation er endnu et felt i sin spæde vorden. Jeg håber, at vi i fremtiden vil se flere sociale eksperimenter, der udfordrer eksisterende rammer og metoder for socialt arbejde – til gavn for mennesker i udsathed. Og at de sociale eksperimenter har en højere kvalitet end i dag, når det gælder idéens modningsniveau, læring af fejl, potentiale for social forandring, kompetencediversitet og organisatorisk og økonomisk bæredygtighed. I Social+ vil vi i hvert fald gøre vores til at feltet bevæger sig den vej.

Læs mere om Social+ og SIX Nordic på http://socialeopfindelser.dk/

 

Fra planlægning til ”urban prototyping” – en digital byforskers tanker om ”Byen 2025”

“Nye digitale fællesskaber opstår og kan føre til nye måder at mødes på i byens fysiske rum. I fremtidens bysamfund må flere forventes at bo tættere, og i fremtidens velfærdssamfund er der brug for, at et bredere udsnit af danskerne bidrager til og tager ansvar for byens udvikling.”

– Uddrag af rapporten Byen 2025

IMG_0264

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har netop afsluttet et visionsarbejdede for byernes udvikling mod år 2025. Disse er nu omsat i en rapport med titlen er ”Fællesskaber i Forandring”, der indeholder en række anbefalinger i udviklingen af byerne på vej mod år 2025. I rapporten peges på byerne som ramme for det sociale liv,  og at der fortsat skal være fokus på at understøtte den sociale sammenhængskraft og mangfoldighed i hverdagslivet. Dette udgør iflg. rapporten det særlige ved danske byer, hvormed fællesskaber og demokrati får den rette næring.

Bag visionen står en Tænketank af en lang række personer med interesse i byernes udvikling. En af deltagerne i dette arbejde er Martin Brynskov, lektor ved Aarhus Universitet.  Martin Brynskov har de seneste mange år forsket i byudvikling, design og interaktionsteknologier, og er foruden medstifter af Smart Aarhus, også initiativtager til et nationalt netværk for ’smarte byer’ i samarbejde med Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter.

Martin_Brynskov

Hvad er for dig de vigtigste ting rapporten peger på ?

Rapporten er først og fremmest vigtig fordi den viser, at man fra politisk side vil noget, og gør noget, ift. byernes udvikling. Vi er øjeblikket oppe imod nogle forandringer og mega-trends ift byudvikling, som udfordrer de ting, som karakteriserer danske byer. Derfor er rapporten vigtig. Derudover har den måde man kørt processen på været rigtig interessant. Tænketanken er et udtryk for en stor bredde og mangfoldighed, og man har virkelig formået at få mange gode dygtige folk med. Det har derudover, for mit vedkommende, været befriende at kunne sætte den digitale byudvikling ind i en større dagsorden.  Den internationale agenda for ”Smart City” udvikling har nemlig manglet en kobling til den resterende by- og samfundsudvikling. Det har været en fornøjelse at få det koblet, og skønt at se, at det netop er i Danmark, at vi kan det.

Hvilke af anbefalingerne vil du i særlig grad pege på ?

”Jeg vil gerne starte med at fremhæve nr.9, som lægger vægt på nye måder at organisere høringer på i byudvikling. Der er en erkendelse af at udviklingsprocesser i samfundet i dag er så dynamiske, at det kræver en anden model. Der har indtil nu været en opfattelse af at man kan køre det efter en meget lineær model med forarbejde, analyser og så en færdig plan, der lægges i høring for symbolikkens skyld. Det er der nu en udbredt erkendelse i Tænketanken om, at det er vi nødt til at lave om på. Her er man klar til at have en langt mere markant og tidlig inddragelse, som bl.a. kan understøttes af digitale værktøjer. Det synes jeg er væsentligt, at man har lagt vægt på. Men den er svær, og det bliver en lang proces, som kræver en række forandringer. Både hvad angår den forvaltningsmæssige tilgang, og hvilke metoder, der kan anvendes til at sikre inddragelse.”

”Så vil jeg også gerne fremhæve anbefaling nr 10, der handler om Smart Cities. Anbefalingerne efterlyser helt konkrete metoder til hvordan man udvikler de smarte byer. For der både den mere klassiske tilgang, som handler om sektorer og erhvervsklynger, og så den mere holistiske tilgang, som flugter væsentlige mere med strategisk byledelse, og er governance orienteret. Men der efterspørges metoder og cases, som kan anvendes i det kvalificerende arbejde. Det arbejder vi på i nationale Smart City netværk, som jeg håber vil være med til at udvikle dette.”

”Men man har nu sat streg under, at byen er digital. Men det er noget vi skal arbejde med. Det digitale kan både være med til at skabe fællesskaber, men også det modsatte.  Vi skal passe på at ’digitale kvarterer’ i byerne ikke graver grøfter mellem grupper i samfundet. Her er vi udfordret, da den digitale udvikling ikke styres alene af den danske stat. De har jo ikke opfundet Facebook. Så her skal vi til at arbejde med nogle helt grundlæggende rettigheder om f.eks. ejerskab i det digitale rum og retten til at ’være’ i de digitale byer. Nu er det ikke kun livet mellem husene, for nu at citere Jan Gehl, men om livet mellem systemerne. Man skal være skarp på hvad det er for et liv vi gerne vil understøtte.”

Fra planlægning til ”urban prototyping”

Til sidst vil jeg gerne fremhæve nogle spændende perspektiver i rapportens anbefaling nr. 8, som handler om den måde vi tænker byudvikling på. Her er der fokus på, at vi finder nogle tilgange til ”urban prototyping” i stedet for masterplaner. At vi finder nogle veje til at udvikle byerne gennem midlertidige rum, midlertidige interventioner. Det kræver både nogle juridiske og metodiske ændringer. Det bør være kernen i bystrategisk ledelse frem over. Det bliver et paradigmeskifte i byplanlægning.

Læs hele rapporten her

Link til Tænketanken

Link til Smart City netværk MBBL

Læs mere om Martin Brynskovs forskning her

Fra velfærdsspild til samfundsværdi

john

John René Keller Lauritzen er én af to forfattere til bogen, ”Sammen om velfærd: bedre løsninger med social innovation”. Han er projektleder ved Teknologisk Institut inden for området ’intelligente og bæredygtige samfund’. På social innovation området leder han bl.a. et stort internationalt forskningsprojekt, koordinerer et netværk for offentlige ledere og hjælper kommuner og regioner med at fremme og drage nytte af social innovation.

Han skriver:
For næsten to år siden deltog jeg i en lukket workshop på Berkeley Universitetet i Californien. Temaet var social innovation og deleøkonomi. Udover de fantastiske omgivelser og de talrige spændende mennesker, der deltog, har særligt én ting brændt sig fast i min hukommelse. Det var en meget simpel men forbavsende sigende ligning, som én af de øvrige workshopdeltagere præsenterede mig for.

Den lød:
Produced value – used value = Unused value
Unused value = Waste
Waste = Someone else’s value

I bund og grund siger den vel bare, at hver gang, der bruges ressourcer, bliver der et overskud tilbage, som ikke bliver brugt, og som kan transformeres til værdi for andre. I diskussionen blev modellen brugt til at argumentere for en bedre udnyttelse af de ting, vi som mennesker producerer og forbruger. Men i mit hoved kom den til at sætte tanker i gang om velfærdssamfundet herhjemme.
I dagens Danmark går der hver dag masser af ressourcer til spilde – ressourcer, som potentielt kunne skabe social værdi for en masse mennesker i vores samfund. Spildet finder bl.a. sted, når fysisk og psykisk raske seniorer sidder ensomme i deres hjem uden noget at stå op til. Eller når arbejdssøgende fastholdes i en årelang cyklus af jobsøgningskurser, samtaler på Jobcenteret og en tvunget daglig tur på Jobindex samtidig med at de frarøves muligheden for at bidrage til samfundet (i hvert fald uden at blive trukket i deres ydelse). Men også i forhold til fysiske ressourcer er spildet omfattende. Tænk bare på hvor tit vores sportshaller, skoler, kontorer og værksteder egentlig står tomme over en hel uge. Og hvad med elektricitet og internetforbindelser – hvor tit udnytter vi egentlig alt det, vi producerer og betaler for?

Kigger vi på fremtidens velfærd, er min påstand, at vi i de kommende år kommer til at arbejde målrettet med at transformere vores velfærdsspild til samfundsmæssig værdi. Vi kommer til at skulle finde nye veje til at udnytte de ressourcer, der allerede findes i vores samfund, i stedet for at forvente, at der rives endnu en luns af et offentligt budget, når der er samfundsmæssige udfordringer, der skal håndteres.

Dette kræver en indsats fra alle hjørner af samfundet, men den offentlige sektor og dens institutioner spiller en nøglerolle. Udover selv at være væsentlige kilder til spild (som de først og fremmest bør arbejde med at reducere), har de et unikt kendskab til de lokale velfærdsudfordringer; de ledige ressourcer, der findes i området; og bemyndigelse og kompetence til at initiere og yde støtte til nyskabende og eksperimenterende initiativer. Dette stiller dem i en enestående position i forhold til at mobilisere samfundets ubrugte ressourcer omkring at skabe social værdi. Ikke gennem tvang eller ved naivt at løfte pegefingeren med sætningen ”ask what you can do for your country”, men ved at opfinde og afprøve nye modeller og samspilsformer, der skal gøre det nemmere og langt mere attraktivt at tage del i udviklingen af vores fælles velfærd.

Kigger man sig omkring i det kommunale og regionale landskab, er de første skridt i denne retning så småt ved at blive taget. I Hedensted Kommune har man oprettet såkaldte ”green-teams” – grupper af seniorer, der et par gange om ugen cykler rundt og klipper kommunens træer og buske. Resultatet er, at de ældre har fået styrket deres sociale liv og føler, at de gør en forskel, samtidig med at kommunens borgere færdes i et pænere nærmiljø.

I Varde Kommune er det i folkeskolerne, at seniorernes mange ressourcer er blevet mobiliseret. Her har en række ”skoletanter” og ”skoleonkler” deres daglige gang på skolerne, hvor de bl.a. hjælper med gårdvagtstjanser, lektier og giver social omsorg til børnene. Endelig har man i Aarhus Kommune valgt at åbne op for kommunens internet, så almindelige borgere frit kan drage nytte af det, når kommunen ikke selv udnytter det fuldt ud. I alle tre tilfælde er der tale om, at den offentlige sektor træder ud af rollen som forsørger og ind i rollen som facilitator af en indsats, der forbinder ledige ressourcer med udækkede samfundsmæssige behov.

Vores offentlige institutioner har en stor opgave foran sig, hvis de skal geares til i højere grad og mere effektivt at spille denne rolle. Det stiller nye krav til bl.a. organisering, ledelse og kvalitetssikring af velfærdsydelserne. Og så kræver det desuden en omfattende kulturel ændring i de offentlige organisationer, der nu i langt højere grad skal arbejde med at bringe ledige ressourcer i anvendelse fremfor at tilføre nye, når de står overfor en uløst samfundsmæssig udfordring. Hvordan den offentlige sektor formår at omstille sig til denne nye rolle, bliver interessant at følge. Man kan blot håbe på, at der undervejs på denne rejse vil finde en rig udveksling af viden og erfaring sted – både internt i de kommunale og regionale instanser og imellem dem. Dette skal sikre, at vi undgår at gå i de samme fælder flere gange med store omkostninger for samfundsborgerne til følge.

Bogen ”Sammen om velfærd: bedre løsninger med social innovation” er netop udkommet på Gyldendal og kan bestilles her.