“Big data” og det kvantificerede samfund

Vi kender det alle sammen. Hver morgen kigger vi på vores smart phone, ipad eller på DMIs hjemmeside efter dagens vejrudsigt. Måske kigger vi lidt ud af vinduet, hvis prognosen ikke står mål udsigten fra stuen. Men det er jo ikke kun for at konstatere, hvordan vejret bliver, bare for at glæde os over de enorme mængde meteorologisk data, som vi har adgang til. Vi handler jo og organiserer os der efter. Vi vælger påklædning og transportmiddel på baggrund af vejrdata, og vi advarer venner og familier, hvis vejrudsigten ser dramatisk ud. Vi stoler på ”vejrudsigten” som ekspertsystem, og handler derefter. Og vi hader at bliver overrasket! Det skyldes selvfølgelig, at naturens luner ikke sådan er til at ændre på, og at vi på trods af fejlslagene forudsigelser til stadighed anerkender meteorologien som videnskab. Men videnskab er trods alt en social konstruktion, og derfor kan den tage fejl. I modsætning til naturen, hvis kræfter vi har lært at leve med, er samfundet er trods alt en langt mere foranderlig størrelse, hvis livsformer både er skabt af, og kan ændres af, bestemte politiske og sociale strukturer. Så lad os prøve at lege med tanken om, at vi skabte et kvantificeret samfund på basis af enorme mængder data, som vi kan bruge til forudsige og planlægge med. Lidt ligesom med vejrudsigten på din smart phone…

Begrebet “Big Data” topper efterhånden mange overskrifter på diverse nyhedsmedier, artikler og rapporter for tiden. Det henviser til den situation i udviklingen af vores digitale samfund, at store mængder data igennem mange år er blevet produceret og lagret, især i den offentlige sektor. Udviklingen og brug af forskellige registre, økonomi- og journaliseringssystemer er steget kraftigt, som følge af politiske krav om dokumentation og digitaliseringen af den offentlige sektor. Samtidig er det muligt at foretage en langt mere kompleks samkøring gennem åbne og fælles offentlige standarder, som har gjort det muligt at skabe og få adgang til helt enormt store datamængder. Nu venter det kun på at blive brugt til gavn for virksomheder, borgere og samfund. Med de store datamængder er ikke blot til for nørdet statistikere. Spørgsmålet er hvilke politikker vi behæfter det med ?

I kraft af tilgængeligheden og visualiseringen af data vil vi frem over kunne forvente, at de vil danne grundlag for planlægning, prioritering og optimering af administrative processer i den offentlige sektor. Dermed bliver de store datamængder til ledelsesinformation og som planlægningsværktøj, hvor data kan blive en ressource i at forudsige problemer før de opstår. Det lyder umiddelbart som en god ide indenfor diagnosticering og miljøovervågning, men overført til det sociale område kan man hurtigt forestille sig, at det kan give nogle etiske udfordringer at træffe beslutninger om udsatte menneskers livsbaner, hvis det alene er baseret på tidligere statistik.

I dag har vi en generation, som er vokset op i en tid med store datamængder, og hvis livsforløb kan kortlægges i alt lige fra sygdomshistorie, uddannelsesforløb, social netværk og forbrugermønstre. Det skyldes at vi indgår som medproducenter af store datamængder om vores liv, hver gang vi er i kontakt med det offentlige, bruger internettet og uploader billeder til vores Facebook profil.

På den ene side er der ingen tvivl om, at de store datamængder kan være en ressource i den personlige ’livsførelse’, og til gavn for samfundsudviklingen i kraft af muligheden for at kunne informere præventive indsatser. Dermed er forestillingen om de store datamængder som planlægningsværktøj til at forudsige problemer før de opstår derfor meget tiltalende, og passer godt ind i en ledelsesrummet i en presset offentlig sektor.  Dermed kan brugen af store datamængder til at kortlægge, planlægge og træffe beslutninger blive så “bekvemt”, at det slører vores evne til forestille os, at tingene kunne være anderledes. At livsbaneforløb, sociale strukturer og måden vi organiserer samfundet og offentlige ydelser på, kunne gøres på en anden måde.

Velfærdssamfundet vil i de kommende år blive udsat for større økonomisk pres, og hver krone skal vendes og evalueres for, at vi får råd til det samme i fremtiden. Derfor er “Big Data” paradigmet kommet for at blive, og det vil uden tvivl blive et centralt planlægnings- og prioriteringsværktøj i den offentlige sektor. Samtidig skal vi som samfund til at vænne os til en høj grad af åbenhed. Der vil være data tilgængeligt om os og resten af samfundet på en måde, som vi slet ikke kan forestille os. Samtidig vil den offentlige sektor blive meget mere transparent i kraft af at data om borgeres livsforløb og udgifter til velfærd vil være tilgængelige på måde, som vil udfordre samspillet mellem politikere, embedsmænd, medierne og demokratiet.

Derfor er det vigtigt, at vi er opmærksomme på at gøre brugen af de store datamængder til en del af politisk dagsorden, og sikre, at det understøtter samfundsinnovation og ikke bremser det.

Et par inspirationer, som ligger til grund for dette indlæg:

http://www.nesta.org.uk/publications/big-data-report

http://www.policyexchange.org.uk/images/publications/the%20big%20data%20opportunity.pdf

http://www.dr.dk/arkivP1/harddisken/Udsendelser/2013/10/04153205.htm

 

 

Virker innovationspuljer? Erfaringer fra den midtjyske region

Af Annemette Digmann, Dorthe Klith, Peter Astrup og Jonna Holm Pedersen

De fleste offentlige organisationer har sat innovation eller fornyelse på den strategiske dagsorden. Metoderne til at komme fra ord til handling er mangfoldige, men noget af dét, der går igen, er en hypotese om, at det virker at understøtte innovation med økonomiske incitamenter – eksempelvis ved at etablere en pulje, som man kan søge. Staten står for langt de fleste innovationspuljer, men kommuner og regioner er ved at komme godt med. I Region Midtjylland har vi også forsøgt os med en innovationspulje. Vores erfaringer fik os til at stille spørgsmålet: Hvad ved vi egentlig om effekten af de mange penge, der via puljer, skal understøtte innovationen i DK? Faktisk ikke ret meget. Det er bemærkelsesværdigt, at der bruges så mange midler på én metode, uden vi ved om det virker. Vi har gjort os nogle erfaringer, som vi gerne vil dele med andre – indtil vi har mere sikker viden på området. De konkrete erfaringer stammer fra sundhedsområdet, men er relevant for alle der anvender puljetilgangen i arbejdet med innovation.

SE HELE ARTIKLEN HER: Ø og I – nr 4 13-14 – art 1

Det robuste samfund

Velfærdssystemet er i en transformation, og især de seneste års udvikling af samfundet har sat dets robusthed i fare.

Robustheden (resiliens) af et samfund kan ses som afhængig af en balance mellem den økonomiske aktivitet, et sundt miljø og social retfærdighed, samt en konstant udvikling af disse for til stadighed at beholde balancen uagtet ydre påvirkninger som fx finanskrisen.

Et af hovedpunkterne i den nuværende transformation er en revurdering og eksperimenteren med de leverancemodeller, den offentlige sektor arbejder med, og dette har blandt andet ført til et fokus på mulighederne i brugen af social investering.

Social investering indebærer en ændring af det offentliges forretningsmodeller, både den finansielle afhængighed, men også som en ændring af det institutionelle setup, der er for at levere ydelser til udsatte grupper i samfundet.

Ideelt set leverer social investering, ligegyldigt hvilken sektor pengene kommer fra: Social profit (fx et godt omdømme, attraktiv arbejdsplads, bedre liv for de berørte), økonomisk gevinst og ikke mindst social innovation. Men den ideelle leverance er ikke blot sikret ved en nytænkning af det finansielle set-up. Akilleshælen er nytænkningen af det offentlige system måder at levere ydelser på. Blandingen af stærke fagkompetencer og menneskelige kompetencer, herunder personlig erfaring og evnen til at skabe aktivt medborgerskab, er centrale i et offentligt system, som producerer robusthed. Det handler ikke bare om at effektivisere systemet, men at man spørger ind til: Hvordan kan systemet se ud?

 “…the only way you will achieve systemic change is if you are prepared to “challenge the givens,” (Tony Blair)

Når social investering derfor er interessant er det ikke kun på grund af, at den rører ved de finansielle strømme til det offentlige. Strømme, som er afhængige af politiske vinde, fondsstrategier og forskellige programmers prioriteringer. Men fordi det kræver en nødvendighed af, at man tænker i nye rollesammensætninger og åbner ejerskabet for velfærd op, således at der bliver en åbenhed for afprøvning af, og opbakning til, nye ideer. Det kræver at man udfordrer refusionsordninger, klientgørelser og statslige puljer, men i stedet benytter sig af nærværende ressourcer, passion (fra borgergrupper fx i lokalsamfundet, aktører med fokus på social impact) og brugen af sund fornuft. Kort sagt stimulerer processer, der fører til social innovation.

Social innovation og forretningsudvikling går inden for ”social investering” hånd i hånd. Dette gælder både for den offentlige sektor og for de erhvervsmæssige og civile aktører, der involverer sig. Derfor er det vigtigt at ”social investering” ikke kun får sit eget liv i form af en økonomisk løbebane, men hele tiden bliver koblet på ønsket om at skabe og understøtte social innovation, som den bærende faktor for at vi også om 10 år lever i et robust samfund.

Det robuste samfund

Det robuste eller resiliente samfund er en betegnelse for et samfund, der konstant udvikler sig og er i stand til at løse de samfundsmæssige behov, der er. Set som social robusthed, så er det afhængigt af at samfundet mestrer social innovation. Social innovation er gennemførslen af nye idéer (produkter, ydelser, organisations- og forretningsmodeller), der målrettet opfylder et samfundsmæssigt behov (mere effektivt end alternativerne) samtidigt med, at det skaber nye sociale relationer eller partnerskaber. (Wiki)

Hvad betegner et robust samfund:

  1. De offentlige systemer er konstant i udvikling ifht de ydre omstændigheder fx den økonomiske krises følgevirkninger.
  2. De offentlige systemer søger for at der er en balance mellem social retfærdighed – folks mulighed for at udnytte deres potentiale; økonomiske aktivitet i samfundet – at der sker en udvikling af erhverv og udveksling af midler og et sundt miljø – rent vand, sikkerhed, bolig, sikre fødevare etc.
  3. De offentlige systemer involverer de udsatte grupper/borgere for derved at bibeholde mangfoldigheden i tænkningen af leverancemodeller, og mulighederne for at skabe social innovation.
Social Investering:

Social investering er en økonomisk investering som både giver social og økonomisk gevinst. Det betyder at fokus på det rent økonomiske afkast ikke er i første række.

En af de modeller, der er ved at blive afprøvet i blandt andet England og Australien er Social Impact Bonds. Her køber private investorer obligationer i et foretagende, der på en effektiv måde arbejder forbyggende med udsatte grupper i samfundet fx fængslede, hjemløse, enlige forsørgere etc.

Både offentlige og private kan være sociale investorer. I Sverige har kommunerne etableret såkaldte Social Investeringsfonde, i UK eksisterer Big Society Capital og i Danmark har vi aktører som Den Sociale Kapitalfond finansieret af TRYG Fonden.

Nogle af vilkårene for social investering i Danmark pt. er:

  1. Mange af de tilgængelige midler er filantropiske, og ikke umiddelbart mulige at geninvestere. Det kræver en nytænkning inden for håndtering af disse midler.
  2. Billedet af aktørfeltet, der kan levere ydelserne er ikke klart, og i nogle henseende først under opbygning ved siden af/ inden for den offentlige sektor.
  3. Der mangler præcise evalueringer af sociale investeringer. Evalueringer der har et bredere samfundsøkonomisk perspektiv. Social investeringer er nemlig ofte rettet mod forebyggende aktiviteter.
  4. Det organisatoriske set-up i kommuner er baseret på adskilte forvaltninger – både i mindset og finansiering.