Er vi på vej mod det “smarte” samfund ?

Begrebet “Smart City” er i øjeblikket meget omdiskuteret indenfor områder som byplanlægning, forskning og erhvervspolitik. Byer som Aarhus og København arbejder stærkt på at blive ‘smarte byer’, og visionen er godt på vej til at blive en del af den nationale agenda for fremtidens samfund. En stor del af landets kerneaktører på dette område var derfor samlet den 16 december på Christiansborg i forbindelse med konferencen “Smart Denmark”, hvor formålet var at berige hinanden om emner som strategisk byledelse, åbne data, innovation og erhvervsudvikling.
Anledningen til et stigende fokus på “smarte byer” skyldes, at urbanisering er på vej til at blive en massiv global udfording. Indenfor de næste 25 år vil hovedparten af jordens befolkning bo i byer, som kommer til at udfordre ressourcer, infrastruktur og livskvalitet. Denne demografiske ændring er også allerede på vej i Danmark, med østjylland og hovedstaden som de mest markante geografiske områder. Men det betyder også en udfordring for de mindre byer og landområderne, som også til at skal til omstille sig til denne nye virkelighed. Hvilke samfundsudfordringer vokser ud af denne forandring ? Spørgsmålet er derfor, hvordan man strategisk kan organisere og koble byudvikling, velfærdsinnovation og erhvervsfremme, så udfordringerne bliver til muligheder.
Blandt aktørerne samlet til konferencen var Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, Ministeren for Forskning og Uddannelse, Morten Østergaard, samt en lang række aktører indenfor byplanlægning, forskning, energistyring, It, arkitektur, design og offentlig administration.
Baseret på EUs udmeldinger på området er der en udbredt forståelse af at det ‘smarte’ i byudvikling handler om koblingen mellem brug af teknologi til bæredygtig produktion og forbrug af ressourcer som energi og vand, der skal sikre en mere effektiv udnyttelse og øge livskvaliteten i byer. Samtidig indeholder konceptet et fokus på brug af informationsteknologi og digitale medier til at understøtte byernes infrastruktur, og samspillet mellem borger og samfund. Der hersker derfor en udbredt forvirring om “smart city” begrebet, som skyldes, at både EU og andre internationale organisationer har meget forskellige definitioner på det. Endvidere er forskel i de nationale og helt lokale visioner, som adskiller sig meget alt efter byernes størrelse, og deres politiske og kulturelle sammensætning.I Danmark har Smart City initiativet i København fokus på optimering af byens energi-infrastruktur og understøttelse af ‘clean tech’ erhverv. Men i Smart Aarhus satser man i højere grad på et tværsektorielt samspil mellem byens digitale og kreative iværksættere, aktivt medborgerskab og samarbejde med Aarhus som Europæisk kulturhovedstad i 2017. Andre Smart City initiativer i landet har fokus på e-læring (Vejle), industrisymbioser (Kalundborg) og byggeri (Aalborg). Dermed er der på ingen måde tale om en samlet national definition. Ikke endnu. Spørgmålet er også om det overhovedet kan betale sig at vente på, som også formanden for Copenhagen Clean Tech Cluster, Anders Eldrup, fremhævede i sit oplæg. Vi har brug for at begynde at handle nu.
En af hovedsporene i konferencen handlede om Smart Governance – også betegnet som strategisk byledelse. I dette ligger spørgsmålet om hvilke strategier, styringsmetoder, organisations- og samarbejdsformer, som skal til for at skabe den ‘smarte by’.  I denne drøftelse lagde deltagerne vægt på, at der skal arbejdes med at få menneskerne og “tingene” til at tale bedre sammen. Det handler både om en organisatorisk helhedsorientering og en bedre teknologisk integration. Kun på den måde kan vi opnå samlet organisatorisk og teknologisk system, som kan give ny styrke til byernes udvikling. Der skal mere ledelse på tværs, og smart city organisationer skal være i stand til at mobilisere kollektiv beslutningskraft.
Flere påpegede også, at der skal arbejdes med den politiske innovation, da kortsigtede beslutninger står i vejen for at iværksætte langsigtede indsatser i arbejdet med byernes transformation. Det kræver politisk engagement på en anden måde, og som også fordrer, at stat region og kommune arbejder tættere sammen i partnerskaber ud over valgperioder. Her vil der også være anledning til at få taget fat på, hvordan smart city dagsordenen på nationalt niveau bliver en attraktiv agenda for de mindre byer og landområder.
Men der er ingen tvivl om, at de stærkeste incitamenter til at udvikle smarte byer er forbundet med deres markedspotentiale, og som strategisk platform for erhvervsudvikling. Her efterlyste hovedparten af de deltagende mere opbakning til offentlig-privat samarbejde og innovation gennem mere risikovillighed, intelligent efterspørgsel og offentlig risikokapital. Der hersker ingen tvivl om, at der skal investeres for at vi kan skabe innovation og løbende læring om, hvordan byerne kan indrettes “smart” til fremtiden.
Martin Brynskov, som forsker i Smart Cities på Aarhus Universitet, gav et oplæg om “Open City Innovation”, hvor han bl.a. fremhævede, at vi har brug for en politik om byernes digitalisering. For på den ene side vil informationsteknologi kunne anvendes til at overvåge miljøet og skabe et beredskab for naturkatastrofer. Men samtidig nemt anvendes til social kontrol i byernes offentlige rum. Her fremstår Rio de Janiero som et slående eksempel, hvor Smart City fortolkes som massive investeringer i overvågningsteknologi.
Det sidste oplæg på dagen blev leveret af Illmar Reepalu, som er tidligere borgmester i Malmö. Han har gennem sit virke stået i spidsen for en række strategiske forandringsprocesser, der har bragt Malmö gennem en overgang fra kriseramt industriby til et bæredygtig regionalt område med et nyt og pulserende erhvervsliv. I sin fortælling om denne politiske omstillingsproces konkluderede Reepalu at : “Ud af en krise opstår altid et paradigmeskifte”.
Der er derfor ingen tvivl om, at den stigende interesse for de smarte byer er vokset ud af de senere års økonomiske-, sociale, miljømæssige kriser. Det bliver derfor interessant at se, hvad det nye paradigme for byernes udvikling vil bestå af, hvornår det for alvor indtræffer, og hvilke konsekvenser det får for de organisationer, som i dag står med den strategiske byledelse.
Følg med på samfundsagenda.dk hvor vi frem over vil formidle vores erfaringer med smarte byer og regioner.
Læs mere om dette tema her på “Byer i Transformation” hvor vi løbende vil formidle vores viden og erfaringer.

“We are all in the River of Life together”

Hvordan opnår man en kultur, der er fordrende for social innovation? Dette er et spørgsmål mange spørger sig selv om. Et inspirerende bud kan være ved hjælp af “inscape” – det særlige design, der udgør vores identitet, som ikke er statisk men foranderlig. Tana Paddock og Warren Nilsson har i den seneste udgave af Stanford Social Innovation Review, skrevet en artikel om social innovation og begreberne arbejds “inscaping” og livs “inscaping”. Dette kan forekomme meget akademisk, men er egentlig praksisnær.

Deres observationer af forskellige organisationers kultur og evne til at skabe social innovation har vist, at skal man opbygge en social innovationskapacitet, skal man som organisation både have et fokus på både arbejds – og livsidentitet. Medarbejdere skal kunne forholde sig spørgende til deres opgaver, strategien, de processer de arbejder ud fra og ikke mindst deres kollegaer, men dertil skal folk også turde at forholde sig til, og være ytrende om, deres passion, værdier, udfordringer i livet etc..

Har man en overvægt af nummer to bliver man del af en organisation, hvor man har fyldige diskussioner om sociale emner, hvor de “rigtige” værdier og politisk korrekthed kommer til at dominere, men den sociale innovation stagnerer. Omvendt har social innovation svære kår, hvis medarbejdere kun har et “produktudviklende” syn på opgaven.

Et andet eksempel på fokus på livs”inscaping” er Sir Harry Burns udtalelser om folkesundheden. Sir Harry Burns, skotsk læge var inviteret til at tale ved Lægedage i København for nyligt. Burns er en kendt herre i hjemlandet, hvor han kæmper for en “asset” tilgang til sundhed. Services skal ikke være noget man giver til folk, men noget man skaber med dem. Han tegner billedet af, at “We are all in the River of life together”. Offentlige velfærdsservices bør ikke være personificeret i fiskere, der prøver at hale folk i land inde fra bredden. Pointen er, at vi alle er i vandet, og i stedet skal lære folk at navigere, således at de undgår den bred, hvor krokodiller og krat hersker. Denne betragtning kan ses i sammenhæng med et fokus på livs”inscaping”. Vi er alle en del af samfundet og det at være menneske, og vi kan alle være på vej over på den forkerte side af floden, hvis vi udsættes for en prøvelse i livet, hvad enten det er sygdom, ulykke, sorg, smerte, nederlag m.m.

Så det hele handler om, hvordan vi sammen kan navigere!

Sveriges Sociale Investeringsfonde

I Sverige har man de sidste par år etableret 15-17 sociale investeringsfonde på kommunalt og regionalt niveau, disse rummer tilsammen omkring 1 mia. SEK.. Disse fonde støtter en tidlig forebyggelsesindsats på det sociale område, med det langsigtede perspektiv at bryde den sociale arv, og at færre borgere oplever at være ekskluderet fra samfundet. En af frontfigurene i denne tænkning er den svenske nationaløkonom Ingvar Nilsson, der er kendt for sine beregninger på samfundsøkonomiske besparelser ved en tidlig indsats. I Danmark bliver hans arbejde til tider benævnt “den svenske model”.

Svenskerne ser disse fonde som et finansiel instrument, der med sine specifikke krav og opbygning, kan være en måde at skærpe den innovative tænkning i arbejdet med det sociale område. Kommuner/region tvinges til at handle på tværs af forvaltninger, inddrage virksomheder og have et fokus på det forebyggende arbejde. Indsatsen skal have en klar beskrivelse af effektmål, hvilket betyder at der skal laves et grundigt dataarbejde, igen på tværs, inden man går igang. Derudover bliver der tidligt i udformningen af projektet koblet eksterne konsulenter/forskere på, som både har viden inden for det sociale område og det samfundsøkonomiske. Derudover skal der på sigt ske en tilbagebetaling af midlerne til fonden, således at pengene kan geninvesteres.  Det sidste punkt har stor betydning for at der satses på noget som har sigte mod en systeminnovation, og ikke blot er et projekt, der ikke fører til en reel ændring af opgaveløsningen.

Se fx: http://www.ideerforlivet.se/vi_bryr_oss/utanforskapets-pris/  og http://www.norrkoping.se/organisation/ekonomi/social-investeringsfond/