Kultur skal erstatte piller

Af Mikkel Ottow, Kulturkonsulent, Region Midtjylland

Kunst og kultur skal være en naturlig del af kommuner og regioners social- og sundhedsindsats

mikkel-ottow-uden-kantDen vestlige verden oplever en ukontrolleret stigning i tilfælde af psykiske sygdomme som stress, angst og depression. Det går ud over alle aldersgrupper og alle sociale klasser, og forskere beskriver det som en decideret epidemi, der koster samfundet milliarder af kroner. Dertil kommer de personlige og familiære konsekvenser, disse lidelser har. Der udskrives medicin som aldrig før, og man har udvidet paletten af tilbud ved at indføre for eksempel motion på recept og kostvejledere for at komme udviklingen til livs.

Langt om længe er man nu også i Danmark begyndt at fokusere på den effekt, som kunstneriske og kulturelle tilbud kan have på folk med ondt i livet. Mange steder i udlandet bruger man allerede metoder som dans, læsning, drama og musik i sundheds-, psykiatri- og socialsektorerne. Det er ikke så underligt, når man tænker på, at de psykiske problemer ofte bunder i noget kulturelt: arbejdskultur, samfundskultur, familiekultur, teknologikultur og det opbrud, der er i de sociale fællesskaber med dertilhørende rodløshed og en fornemmelse af ensomhed eller kulturel splittelse. En af de førende eksperter på området, sundhedsinnovator Peter Thybo fra Ikast-Brande Kommune, peger i sin nye bog ”Det dobbelte kram” på en række faktorer som kan være årsagerne til stigningen i psykiske problemer, og det omhandler netop i særlig grad, det jeg vil karakterisere som kulturelle omstændigheder. Han nævner den øgede institutionalisering, kompleksitet og hastighed i livet, der blandt andet er udslag af globaliseringen. Den fællesskabsforandring, vi ser i samfundet, som han beskriver som: (en) Aftraditionalisering af samfundet med opbrud af historie og kulturelt forankrede normer. Og det han beskriver som ”frihed i bytte for rodløshed”.

Fællesskaberne, samfundets mødesteder og vores empatiske evner til at forstå os selv og andre menneskers bevæggrunde, er netop noget, vi finder, når vi beskæftiger os med kulturelle aktiviteter. Det er derfor afgørende, at vi begynder at betragte diversiteten og tilgængeligheden i vores kunst og kulturliv som en grundpille i vores samfund, fordi de er grundlæggende faktorer for vores trivsel og livsglæde.

Kulturelt samspil som regionalt fokusområde

I Region Midtjylland er vi i færd med at undersøge, hvordan vi kan understøtte kunstneriske metoder, der kan bruges som sundhedsfremme. Det gør vi, fordi vi tror på, at kunst og kultur kan tilbyde lige så innovative løsninger på denne enorme sundhedsudfordring som for eksempel teknologi. ”Innovative løsninger” er måske er de forkerte ord at bruge, da metoderne har været tilgængelige i tusindvis af år, men de er blandt andet på grund af den teknologiske udvikling blevet mere utilgængelige for os. Almindelig læsning er blevet en udfordring på grund af bimlende smartphones og konstant stressfølelse, og to timer i teatret kan virke kvælende for et menneske, der er vant til at zappe fjernsyn, shoppe på nettet og chatte på Facebook på samme tid. Med den rette støtte, investeringsvillighed og forskning kan kunstneriske og kulturelle tilbud være en del af løsningen på disse udfordringer ved, at man introducerer og tilbyder kunst og kultur på nye måder, som ved at bringe det ind i arbejdslivet, på plejehjemmene, eller i skolen som en form for social hjernegymnastik. Det kan være med til at løse en lang række udfordringer som ulighed i sundhed, sociale problemer og stigningen i psykiske sygdomme og demens. Vi skal finde måder, der kan gøre kunsten og kulturen tilgængelig for de borgere, der ikke benytter den, vi skal gøre det på tilpassede niveauer, så alle kan være med, og vi skal udvikle fællesskaber, hvor man får mulighed for at samtale og være sammen.

Efter min mening er det oplagt at placere dette undersøgelsesområde hos regionerne, der har en meget åbent defineret forpligtelse på det kulturelle område. Regionerne kan overskue opgaven og kulturlivet fra helikopterperspektiv, og man kan samtænke indsatsen med de øvrige erhvervs, sundheds- og innovationsindsatser.

I det følgende vil jeg give en kort introduktion til nogle af de tilbud, der allerede eksisterer, og som man kan udvikle, udvide og tilbyde til sundheds- og socialsektorerne.

Erindringen om fællesskab

I Den gamle by i Aarhus arbejder man med erindringsformidling for ældre demente. Her har man opbygget en stue helt tro mod 1950’erne fyldt med detaljer, som er designet til at vække minder. Her kommer plejehjemsbeboere og private på et iscenesat kaffebesøg med og uden pårørende. Gæsterne inviteres til at hjælpe med kaffen i køkkenet, der synges gamle sange ”i den pæne stue”, og man kan gå på opdagelse i klædeskabe, billeder, dufte, kosteskabe og meget mere. Den demente får vakt minder til live til glæde for både sig selv, sine pårørende og plejepersonalet, og erfaringerne kan siden bruges til at genskabe de historier.

Metoden kan give plejepersonalet nye muligheder og ny viden om borgeren og dennes familie, den demente kan åbne op for erindringer, og familier kan få positive fælles oplevelser.

Drømmen om at danse

Kunst og kulturtilbud er oplagte supplementer til de allerede eksisterende tilbud indenfor kost og motion. Mange professionelle danseteatre er begyndt at tilbyde dans til patienter med Parkinsons og Alzheimers. Dansen og fællesskabet skaber øget livsglæde og tro på eget værd for patienterne, og pårørende og personale kan inviteres til at opleve danseopførelser. Det giver muligheden for at se hinanden i et nyt lys, og dansen giver den kronisk syge mulighed for at se muligheder frem for begrænsninger. Det giver oplevelser, fællesskab, og det giver livsglæde. Kunstneriske og kulturelle metoder bruges også til andre typer bevægelseshandicap, hvor trivielle bevægelsesrutiner erstattes af en mere trænende og legende tilgang frem mod et æstetisk mål. Se en af mange videoer om området her: https://www.youtube.com/watch?v=0UqtB6QU4AY.

Tid til læsning

En stor del af de kulturelle tilbud der kan siges at bevæge sig ind på sundheds- eller socialområdet benytter sig af en kombination af professionelle og frivillige i samarbejde med kulturinstitutioner eller foreninger. Hvis en borger finder glæde i et tilbud, som han eller hun er tilbudt som en del af sundhedsvæsnet, bør det være muligt at fortsætte med et lignende tilbud, når man er ude af behandlingen. Det taler for en offentlig udvikling og understøttelse af forenings- og frivillighedslivet, der er en bærende kraft i fællesskabskraften for samfundet.

I Region Midtjylland støtter vi for øjeblikket projektet ”Tid til læsning”, der netop vil uddanne en kombination af professionelle bibliotekarer og frivillige ’læseguides’ til at varetage en sundhedsopgave. Bag projektet står Læseforeningen, der er specialiseret i at tilbyde ’Læsegrupper’. I læsegrupperne læser en læseguide højt fra klassisk skønlitteratur, og deltagerne deler oplevelsen og refleksionen over litteraturen undervejs med en form for faciliteret samtale. Den klassiske skønlitteratur tilbyder deltagerne i læsegrupperne et redskab til at se sig selv indefra og udefra. De fiktive karakterers hensigter og adfærd bliver en slags spejling for personens eget liv, etiske overvejelser og handlinger. Metoden benyttes i dag over hele landet, og den er i hastig udbredelse i Europa. Læsegrupper har længe været en fast bestanddel af bibliotekernes virke, men Læseforeningen tilbyder en forskningsbaseret metode, der sikrer en høj kvalitet, fokus på den rene kunstneriske oplevelse og en mere målrettet sundhedsmæssig vinkel. Find Tid til læsning her http://www.tidtillaesning.dk

Ny kultur til hele den vestlige verden

Det tværsektorielle samarbejde og et øget fokus på kulturelle metoder er noget, den vestlige samfund er fælles om at arbejde på. Vi oplever flere ældre patienter, flere borgere med kroniske sygdomme, flere med psykiske sygdomme og en øget ulighed i sundhed blandt borgerne. Derfor er det også oplagt inden for det kulturelle område at se på løsninger, der kan kopieres eller udvides til flere målgrupper og større geografiske områder. Hvis vi fokuserer på at identificere nogle nøglemetoder og organisationer på det kulturelle område, kan vi bruge disse som pilotprojekter for forskningsprogrammer og testforsøg, der kan kvalificere ikke bare disse projekter, men hele det kulturelle område, som en ydelse der er afgørende for borgernes sundhed og velfærd. Dermed kan vi også skabe stærke organisationer med evidensbaserede kulturelle varer på hylderne, skabe nye arbejdspladser, øge tilslutningen til kulturlivet og mindske medicinforbruget. Den enkelte kommunale kulturudøver eller kulturinstitution har sjældent samme mind-set som en iværksætter i en klassisk forstand med fokus på bundlinjer og afsætning og passer derfor ikke ind i vores iværksætterprogrammer. Det er en udfordring for udviklingen af kulturelle ydelser, der kan udbydes og sælges som serviceydelser. Men hvis eksempelvis regionerne tilbyder en professionel konsulentbistand til kulturlivet, kan vi se et helt nyt og professionaliseret kulturelt erhvervsområde udvikle sig som supplement og introduktion til de almindelige kunst- og kulturtilbud. En type af tilbud der også kan give os en ny indsigt i, hvad det enkelte menneske har brug for og finder glæde i.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning

 

Resiliens: Socialdarwinisme eller selvorganisering?

Af Bue Rübner Hansen, Post.doc Aarhus Universitet

Hvad kan vi gøre,bue mens vi venter på klimakatastrofen? Hvad kan vi gøre midt i den økonomiske krise? Hvad skal vi gøre, hvis vi ikke kan nå at tilpasse os til eller modstå de voldsomme forandringer, som er på vej? Et af tidens dominerende svar på disse spørgsmål er, at vi skal udvikle resiliens.

Begrebet har spredt sig som en virus fra miljøvidenskaben til en lang række discipliner, som tematiserer kriseberedskab og krisehåndtering. Hvor man tidligere talte om sikkerhed og forsikring, modstandskraft og tilpasningsdygtighed taler man i stadigt stigende grad om resiliens.

Hvad fortæller det os om vores samtid, at resiliens-begrebet dukker op snart sagt overalt: I psykologiske manualer, folkesundhedsvidenskab, human ressource management, økonomi og udviklingsstudier?

HVAD ER RESILIENS?

Resiliens benævner et systems eller en populations evne til at overleve en katastrofe, som er så voldsom, at det hverken er muligt at modstå eller at tilpasse sig den.

Resilienstænkningen blev oprindelig udviklet for at hjælpe beslutningstagere og miljøforkæmpere med at forstå, hvor økosystemers bristepunkter lå. Det handlede om at analysere, hvor meget man kunne udnyttelse en naturressource som f.eks. en fiskebestand uden at bringe systemets overlevelse i fare.

Ligesom modstandskraft og tilpasningsdygtighed refererer resiliens til overlevelsens betingelser og strategier.

Tilpasning er kun muligt for forandringerne der er langsomme eller så små, at man kan nå at tilpasse sig. Og opbygningen af modstand mod katastrofer kræver store dyre strukturelle investeringer med vedligeholdelsesomkostninger (bunkers mod luftangreb, sikkerhedsscanninger og overvågning mod terror, diger og dæmninger mod oversvømmelser, osv.). Resiliens, derimod, starter hvor presset er så stort eller forandringen er så hurtig, at man ikke kan nå at modsætte eller tilpasse sig. Det bygger på en høj grad af frivillighed og indsatsfleksibilitet, hvor statslige aktører faciliterer civilsamfundets selvorganiserede katastrofe-indsats.

ORKANEN KATRINA

Da orkanen Katrina ramte New Orleans i 2005, havde mange års besparelser på vedligeholdelsen af byens diger svækket dem betydeligt. Det ledte til store oversvømmelser og siden en udrensning af fattigere og fortrinsvis sorte beboere til fordel for nye eksklusive lejlighedskomplekser (Johnson, 2011). Myndighedernes manglende investeringer i modstandskraft (diger), ledte til et behov for resiliens, at befolkningen selv organiserede sin overlevelse under katastrofen.

Katastrofen ledte til, at borgerne i de ramte kvarterer blev spredt for alle vinde og mistede de fleste af deres egendele. Og da store entreprenører rykkede ind for at genopbygge byen, havde de både mistet det meste af deres kollektive og individuelle evne til at gøre modstand mod byggeriet af boliger, som de aldrig ville kunne få råd til.

Resilienstænkningen bliver altså nødvendig, når man politisk har valgt at spare på modstandsstrukturer som diger. Det er en strategi, som kan være økonomisk lukrativ for nogle. Når omkostningerne bæres af ofrene og når genopbygningen udgør en forretningsmulighed. Resiliens kan altså let blive et socialdarwinistisk begreb, der legitimerer en politik, der lader falde hvem og hvad, der ikke kan stå.

Resiliens handler altså ofte om, at staten lader almindelige mennesker redde egen røv, mens der stadig bygges modstandsstrukturer som diger, når det drejer sig om at beskytte ”high value assets” og rige kvarterer. På den måde kan man tale om, at resiliens bliver nødvendig når staten er mindre responsiv overfor demokratiske krav eller når borgerne er så splittede, at de ikke kan rejse fælles krav.

Men der ligger også en demokratisk mulighed i resiliensen. Da orkanen Sandy ramte New York I 2012, ødelagde en række fattige kvarterer i New York. Men historien fra New Orleans gentog sig ikke. Mens den underfinansierede amerikanske beredskabsstyrelse, FEMA, igen rykkede ud for sent og gjorde for lidt, var aktivister fra Occupy Wall Street med til at organisere borger-resiliens i de ramte kvarter under navnet ”Occupy Sandy”.

Occupy Sandy’s arbejde var på en og samme tid lavpraktisk og politisk arbejde, demokratisk og organisatorisk. Det skabte solidariske borgernetværk, som sammen var i stand til stille krav og at gøre modstand imod forsøg social udrensning i genopbygnings-proccessen.

Resiliens-strategier er problematiske, hvis de lader staten slippe af med nedskæringer på modstandskraften og hvis de er udtryk for en fatalistisk opgiven overfor klimaforandringer. Men resiliens bliver mere og mere nødvendig. Det afgørende spørgsmål er, om resiliens politiseres og gøres til anledning for solidaritet og skabelsen af demokratisk handlekraft blandt de udsatte.

EN TID, DER KALDER PÅ RESILIENS

Resiliens har altid eksisteret. Vi ved, at byer er blevet genopbygget efter krig og naturkatastrofer, så længe de har eksisteret.

Staten skulle nok tage sig af det meste, og derfor var der mindre grund til at opretholde de sociale relationer, som danner grundlag for social resiliens. Nu kalder klimaforandringer, terror og finanskriser så på folkelig resiliens, særligt i lande, hvor nedskæringer har svækket statens evne til at beskytte befolkningen.

Resilienstænkningens betydning i nutiden peger samtidig på bredere ændringer i den måde vores samfund fungerer på. Vi lever i en tid, hvor kriseprægede globale finansmarkeder, geopolitisk ustabilitet og klimaforandringer leder til et øget behov for resiliens. Og vi lever i en tid, hvor stadigt flere står uden sikker adgang til den sikkerhed arbejdsmarkedet og velfærdsstaten plejede at give dem. Når befolkningsgruppers overlevelse i stadig større grad afhænger af deres selvorganiserede resiliens, så betyder det også, at loyaliteten til staten og troen på markedet svækkes.

Det kan skabe yderlige konflikt, konkurrence og katastrofer og et yderligere behov for resiliens. Men resiliens kan aldrig været et mål i sig selv, og den fortæller os intet om det gode liv i fællesskab. Resiliens kan højst være et middel til at diskutere, hvordan det evindelige behov for resiliens kan overkommes. Og politiseringen af resiliensen handler om at afsøge mulighederne for fred, samarbejde, økologi og demokratisk skabelse af vores fælles verden.

Se mere i Slagmark nr. 73

Ledelse på tværs

Af Tenna Korsbek Andreasen

billede TennaFor nyligt var jeg til en konference arrangeret af Koncern HR, Region Midtjylland. Titlen var Ledelse på Tværs og ca. 350 folk fra hele landet var samlet. Scenen var sat med inddragelse af aktører fra det regionale, kommunale og praksissektoren og ligeledes var der sneget sig et par borgere med. I løbet af dagen kom diverse forskere og praktikere på banen, og nogle centrale budskaber kom til syne – måske ikke ukendte for mange i den offentlige sektor, men stadig relevante og uløste.

Økonomien som driver

Om man kan lide det eller ej så er økonomi et dominerende incitament for hvorvidt der arbejdes på tværs af afdelinger og sektorer, og den nuværende økonomiske silostruktur er ikke ligefrem fremmende for en samfundsøkonomisk helhedstænkning. Når afregningen sker på baggrund af egne aktiviteter, og ikke på baggrund af resultater/gevinst for samfundet (hvilket i sidste ende betyder for borgeren) så er denne øvelse svær.

Dette udtrykkes der fuld bevidsthed om fra topledelserne, spørgsmålet er så hvordan disse kan understøtte medarbejdere i at lede på tværs samtidig med at det ikke må “tages” fra den enkeltes kasse. Her kom konceptet “prøvehandlinger” ind i billedet, for hvordan kan man blive klogere og overbevidst om både det menneskelige og økonomiske logo_udenstregerrationale i at ændre arbejdsgange, uden at driften kompromiteres.

Men nok om det – scenen var ikke til at gå videre ind i regneark, indikatorer og DRG-snak.

De horisontale rum

Den lidt slidte vending fra “snitflade til samarbejdsrum” er stadig i spil, og den er nu bredt ud til også at omfatte borgeren/patienten. Denne vending rummer ønsket om at danne tætte relationer på tværs, forstå hinandens kompetencer og få dem sat i sving, og få omdannet borgernes forløb til “en kæde” istedet for adskilte stationer.

Ledelse af disse horisontale “rum” er derfor helt centralt. Morten Fogsgaard, UKON berettede om magt som vigtigt i denne sammenhæng. Magten er altid tilstede, og hele tiden til forhandling. Når man er i de horisontale rum handler det om at vi får sat et fælles mål, har gensidig respekt for hinanden og har forståelse for at der er en fællesmængde af viden og kommunikation på spil. Alle sidder med deres dagsorden, men det handler om at få lavet en syntese af disse – uden at det bliver laveste fællesnævner, der hersker!

Per Bo Andersen, Koncern HR, betegnede kompetencen til dette som partnerskabsledelse, hvor sociale kompetencer som empati, nygerrighed, relationsskabelse og rummelighed  er vigtige for at kunne lykkedes.

“Ingen solo-ledere”

Jacob Stengaard Madsen, Regionsdirektør Region Midtjylland, kom med den prompte udmeldelse at der ikke ville blive ansat solo-ledere i regionen. Ledere, der ikke kan sætte sig udover egne mål og egne interesser.

Kravet til ledere udfra den udmeldelse og udfra dagens fortællinger og konklusioner kan tolkes som værende en “bortvisning” af den stærke leder, der styrer sit mandskab gennem stærke vertikale hierarkier. Istedet er der brug for ledere, der kan få eget hus til at fungere, og er bevidst om at dette fungerer bedst hvis man trives med ens naboer – hækken er et fælles ærinde ikke en konfliktzone!

 

Open Data DK åbner Danmark op!

opendkAf Anna Katrine Mathiassen og Michelle Bach Lindstrøm, Open Data DK

Digitalisering, innovation og borgerdrevet byudvikling er resultatet af Open Data DKs arbejdet. Open Data DK er et tværkommunalt samarbejde mellem København, Odense, Vejle, Aarhus og Aalborg Kommune samt Region Midtjylland, som arbejder med at gøre data tilgængeligt for borgere.

Open Data DK

I foråret 2015 startede portalen www.opendata.dk med det formål at sætte åben data på den nationale dagsorden samt at skabe en landsdækkende portal, hvor data fra offentlige instanser og private virksomheder samles. På denne måde er Open Data DK et netværk for videndeling og samarbejde på tværs af kommunale grænser og sektorer. Grundtanken bag Open Data DK er at skabe overblik over tilgængelig data i landet på én national platform, hvor interesserede borgere eller virksomheder kan hente data til fri afbenyttelse, som kan danne rammen om nye applikationer, tjenester, services eller være afsæt i analyser mv. På denne måde bliver der dannet nye, uforpligtende partnerskaber med iværksættere/ virksomheder/ borgere og landets kommuner.

Hvorfor åben data?

Danmark er et af de lande i verden, hvor der er mest gennemsigtighed i den offentlige sektor i forhold til informationer – for eksempelvis byrådsmøder, møder i Folketinget, national statistik og offentliggørelse af økonomi mv..

opendata“Det offentlige sidder på en lang række data, som potentielt kan medvirke til at øge væksten hos virksomheder, skabe mere transparens og bedre services for borgerne samt bedre løsninger til/af myndighedsopgaver.” Sådan siger Jesper Algren, Projektleder for Digitalisering og IKT, Region Midtjylland.

Således er Open Data en ny måde at tænke data, hinanden og byens ressourcer på. Tanken er at åbenhed og gennemsigtighed i den offentlige sektor skaber muligheder, så borgere og virksomheder kan blive mere aktive medspillere i lokaldemokratiet. Således nytænker Open Data DK gennemsigtighed ved at skabe overblik over data på én platform.

Nedenstående er tre gevinster ved åbne data

Åbne data afføder social og økonomisk vækst: Åben data har en indvirkning på den økonomiske og sociale vækst, hvor eksempelvis transportsektoren kan nyde godt af, at tilbyde nye services om transportplanlægning, parkeringspladser, vejfinding mm – services som også har en positiv social betydning i samfundet. Nye slags firmaer, der tilbyder databehandling og konsulentarbejde ser også dagens lys, og firmaer af alle størrelser begynder at kombinere egne data med åbne data til at forbedre deres produkter og udviklingsarbejde.

Det ses hos firmaet Geoboxers, som bruger en model af Aarhus i spillet MineCraft. Her har de hentet oplysninger til en 3D model af Aarhus, og spillerne kan således gå rundt i et virtuelt Aarhus.

Åbne data kan bruges til at skabe bedre offentlige services: Åben data kan skabe nye og mere effektive services for det offentlige, borgere og private virksomheder. Det offentlige kan eksempelvis udnytte åbne data til effektivisering af interne processer myndighederne imellem, og borgere indberette huller i vejen, kommunale legepladser eller trafikken i byen  mm.

Åbne data gør det lettere for borgerne at stille de offentlige instanser til ansvar, og samtidig styrker det demokratiet: Det betyder blandt andet, at borgerne får rettighederne til at følge med i, hvad det offentlige bruger sine penge på. Derudover skaber det mere transparens, hvis borgere vil vide mere om, hvordan Folketinget og regeringen er struktureret, læse lovforslag eller følge folketingsmedlemmernes stemmehistorik. Her kan man se afstemninger og stemmefordeling inddelt på parti, alder, køn eller storkreds.

De åbne data kan også bruges til øge den offentlige bevidsthed, eksempelvis ved at holde virksomheder til ansvar, vise hvor meget forurening der i din by eller via frigivelsen af videnskabelige rapporter.

Hvordan udvikler det byen?

Når data bliver gjort tilgængeligt for alle, kan alle hente relevant data og udvikle nye services, applikationer mv. som igen kommer borgere til gode. Et eksempelvis et EU projektet RADICAL , som sætter fokus på affald i hele Aarhus Kommune – alt baseret på data, som er tilgængeligt på Open Data Aarhus. Her kan alle finde oplysninger om affald efter postnummer, ligesom der er forskellige oplysninger om renovation i byen, med en forhåbning om, at bedre viden om miljø på sigt skaber bedre adfærd.

Open Data skaber nye tiltag, innovation, nytænkning og udvikling rundt om i byerne, hvor initiativet kommer fra borgerne, og derved påvirker Open Data ligeledes borgerinddragelse i en positiv retning.

Open Data er således et helt nye mindset både i forhold til brug af data og tværkommunalt arbejde, og Bo Fristed beskriver det på følgende måde:

”Samarbejdet er begyndt som uformelle møder mellem en række Open Data-entusiaster og er et billede på, at der kan opnås væsentlige resultater ved at arbejde nedefra og op.”

Samarbejdet er således udsprunget af en fælles interesse for Open Data, hvorfor deltagerne arbejder mod et fælles mål. Det er ikke kun til gavn for de respektive byer, men ligeledes for hele landet.

Open Data DK er et projekt, hvor alle kan være med, og alle interessenter er velkomne, for vi ønsker en så stor spredning af deltagere som mulig – både dataejere og databrugere. Fordi flere datasæt giver flere muligheder for udvikling.

Har du lyst til mere? Så læs på disse sider

https://okfn.org/

http://theodi.org/

Twitter: @OpenDataDK

Faktaboks:

Open Data er en bred definition af data. Data bliver åben, når det er tilgængeligt for borgeren uden beregning andet end produktionsomkostninger og helst gratis gennem internet download, ligesom alle skal have mulighed for at læse, dele og arbejde med det.

Eksempler på datasæt kan være trafikinformation, oplysninger om begivenheder i byerne, oversigter over kommunale bygninger og tilbud, tilbud i naturen, oplysninger om sundhedsverdenen, kommunernes arealer, virksomheder i kommunen mv.

At lede på tværs af sektorer: nødvendigt – og udfordrende!

Af Annemette Digmannannemette

Annemette Digmann er Afdelingschef i Regional Udvikling, Region Midtjylland
og har siden 2000 arbejdet som forsker med fokus på offentlig ledelse,
innovation og ledelse af innovation. Hun har senest beskæftiget sig med ledelse på tværs af sektorer, og udgivet en artikel publiceret i Økonomistyring & Informatik – 30. årgang 2014/2015 nr. 3.

Indledning

Flere og flere af velfærdsopgaverne skal løses på tværs af fag, på tværs af afdelinger og på tværs af sektorer. Det opleves af mange som en udfordring, når man er nødt til at opgive sit eget perspektiv for at sætte sig ind i, hvordan opgaven ser ud eksempelvis fra en anden organisations perspektiv, for i fællesskab at kunne løse opgaven optimalt for borgerne. Da jeg primært har beskæftiget mig med ledelse i den offentlige sektor, har jeg valgt at sætte fokus på, hvordan lederne håndterer at skulle lede på tværs af organisationer. Hvilke udfordringer registrerer de og hvordan overkommer de dem.
Efter at have studeret fænomenet i omkring 2 år kan jeg i artiklen komme med anvisninger på, hvorledes man med succes kan igangsætte og lede et tværsektorielt projekt; hvilke kompetencer, man skal tilegne sig og hvordan man kan organisere sig på tværs af selvstændige organisationer, der skal løse en fælles opgave.
Artiklen udgør første afrapportering af et flerårigt forskningsprojekt.

Se hele artiklen her

Byinnovation – The London Tour

Byudvikling er et hot issue i disse tider – der slynges rundt med termer som Smart City (Indien), Sustainable City(Sydney) , Shareable City (Amsterdam), Resilient City (100resilientcities). Disse forskellige bystrategier er i høj grad resultatet af tre globale begreber: Urbanisering, globalisering og klimaforandringer. Urbanisering udsætter byerne for pres på områder såsom mobilitet, bolig, social eksklusion, forsyning. Globaliseringen medfører ligeledes øget immigration – hvilket især de store globale byer mærker og andre grænseoverskridende bevægelser – såsom økonomiske flows. Klimaforandringer stresser byerne ved at de i højere grad udsættes for oversvømmelser, storme, tørke m.m.

londonGoing to London

I England er der skudt en del aktører op, der arbejder med byen og byernes transformation, og deres betydning for den samfundsmæssige udvikling generelt. Samfundsagenda tog en tur derover for at møde nogle af disse, og høre nærmere om, hvordan de ser på, og arbejder med, byer.

Programmet bestod af møder med NESTA, Future Cities Catapult, ARUP, British Council og Centre for Cities. Alle disse aktører arbejder med byen, men fra forskellige vinkler. Nogle tendenser var dog gennemgående.

Når Smart bliver usmart

Smart City er efterhånden en term med nogle år på bagen, og er konstant udsat for en udvikling af dets betydning. Smart City har haft en tendens til at handle om teknologifix og implementering af en smart teknologi mere end fokus på en smart løsning af en identificeret og kvalificeret udfordring eller behov. Tom Saunders fra NESTA kom med et godt eksempel på dette. I byer i England giver det god mening med en teknologisk løsning, der gør det muligt for borgere at indrapportere huller i vejen via smart phones – men i Jarkata, hvor der er en enorm mængde af huller i vejen ligger løsningen nok et andet sted! Smart City er på nogle områder blevet “so ein ding”, der har politisk genhør og derfor skal satses på, uden at man får tænkt over hvilke reelle udfordringer den enkelte by står overfor.

Generelt var der således en enighed om at Smart City kan give mening, men den skal indeholde en mere holistisk og udfordringsfokuseret holdning til byen. Ikke kun teknologi gør det Smart!

Eksport af byer

Future Cities Catapult er en 60 mio. pund satsning fra den britiske stat. De næste 6 år skal de arbejde med at udvikle “hjemmebyerne”, og samtidig komme op med generiske løsninger til byer, som kan eksporteres. Platformen skal sætte partnerskaber op mellem offentlige, private og andre interessenter, således at der kan skabes et udviklingsrum mellem disse, og give en større chance for implementering af løsninger.

Future Cities Catapult har pt. fokus på tre hovedområder: Healthy Cities, Districts and Infrastructure og City Strategies and Investments. Dette fokus arbejder de også sammenmed byer andre steder i verden fx Singapore og Dubai. Planen er at platformen på sigt skal være drevet hovedsageligt af private midler og andre fonde end de offentlige. Denne dobbelte opgave med at udvikle “hjemmebyerne” samtidig med at man har et øje på eksportmulighederne er klart noget som vinder frem, og der bør også ligge store muligheder for Danmark i denne forbindelse. Vi har en del erfaring med offentlig-privat innovation og samarbejde, og har styrker inden for innovativ byudvikling eks. inden for vand, social innovation, arkitektur og kreativitet. Spørgsmålet er bare hvordan vi får udløst dette potentiale!

Innovationssystemlondon2

Interessant for dette område er netop også at se på hvilke innovationsaktører, der sættes op af offentlige instanser for at arbejde med denne agenda. Det vendensomspændte konsulentfirma ARUP arbejder blandt andet med at identificere, hvordan forskellige byers og staters innovationssystemer er sat op.  De har fundet ud af at der ofte er overlap inden for disse – men er ikke klare på hvorvidt dette nødvendigvis er negativt.  ARUP arbejder med byer rundt om i verden og støtter tanken om at byudvikling skal tænkes ud fra bred tilgang – og i dette kor stiller Centre for Cities sig også. Centre for Cities har eksisteret i 10 år, og er et politisk uafhængig center, der finansieres via fonde (charities). Deres formål er i høj grad at bruge data til at understøtte politiske beslutningstagere til at træffe mere evidensbaserede beslutninger, når der skal investeres i transport, infrastruktur, boliger, uddannelser m.m.. Hvor vi i Danmark kan tale om en vest mod øst bevægelse, har de i England en nord til syd bevægelse. Byerne i Sydengland har i stor stil oplevet vækst både inden for indkomst, indbyggere, antal jobs og folk med et højt uddannelsesniveau. Mens byerne i nord kæmper med at redefinere sig selv fra at være produktionstunge til at være videnstunge – en transformation få at dem har fået understøttet, og nu lider mange af dem af affolkning.

Innovationssystemet i Danmark på dette område er ingenlunde fuldendt, og der venter vigtige overvejelser og beslutninger for offentlige og private aktører på området.

Magten til byerne?

Den amerikanske forske Benjamin Barber har udgivet en bog, der hedder ” If Mayors Ruled the World” – har taler han om hvordan byer og byregioner bør gives mere magt til at tage beslutninger, der kan løse nogle af de udfordringer de står overfor. Barbers pointe er at de samfundsmæssige udfordringer bedst løses ved at den enkelte by finder frem til de løsninger, der passer netop dens særlige identitet og behov. Nationalstaten har fået for meget magt over byerne, og flere af skattekronerne bør bliver i byerne, og ikke fordels udfra en statslig strategi. En decideret udsletning af nationalstaten er nok lige at toppe den – men tanken om at byregioner bør gives mere beslutningsmagt og beholde flere af skattekronerne selv, var en holdning flere af de Londonbaserede aktører talte for. Centre for Cities kom blandt andet med et eksempel fra Manchester, hvor byregionen – defineret ud fra blandt andet pendlingsområde – indeholdt aftale med 50-60 forskellige busselskaber, istedet for at man ser udover de administrative grænser og på de reelle flows af folk, job, uddannelse etc.

I Danmark er termen Byregion også kommet på tegnebrættet – KL havde for nyligt Barber til at holde oplæg, og samarbejder såsom “Greater Copenhagen”, “Business Region Aarhus” og “Business Region North Denmark” kan også ses som symptomer på denne gryende formulering af et Danmark bestående af byregioner, som går udover de kommunale og regionale grænser. Det bliver interessant at se hvilke bystrategier og visioner man kommer til at arbejde ud fra, og hvad disse forskellige initiativer får af konsekvenser for udviklingen i Danmark som et hele.

Jeg er et menneske!

navneskiltI onsdags var Samfundsagenda til en konference, der havde titlen Mere Menneske – Mindre System. Konferencen var arrangeret af Aarhus Kommune- Sundhed og Omsorg, Marselisborgcentret og Rehabiliteringsforum Danmark. Programmet bød på en række af inspirerende oplægsholdere, afbrudt af god forplejning og snak mellem de 330 deltagere – der både rummede politikere og frontlinie personale.

Det overordnede tema for konferencen var, hvordan vi kan gentænke det offentlige velfærdssystem, således at der bliver mere plads til – ikke professionalisme – men det personlige aspekt i mødet mellem borger og offentlig aktør. Det kan være dialogen mellem læge og patient, kontanthjælpsmodtager og jobkonsulent eller politi og unge i de socialt udsatte boligområder.

Ydelse et lorteord

Én af oplægsholderne sogne- og sygehuspræst Preben Kok, mente at vi skal blive bedre til at kæmpe for retten til at være medmennesker, noget som samfundsudviklingen har taget fra os, og i stedet overladt til eksperter. I dette lå der blandt andet, at vi som samfund har fortrængt magtesløshed som en legitim situation for den enkelte at befinde sig i, og at man skal kunne henvende sig til systemet, og modtage en ydelse fra systemet for at bryde den følelse. Netop ordet “ydelse” fik i løbet af dagen betegnelsen “lorteord”, og blev dømt ude. I stedet blev der lagt vægt på en tænkning, hvor vi skal se på velfærd som en opgave, vi i fællesskab skal prøve at løse, og som vi i fællesskab har et ansvar for.

Som en del af denne diskurs blev den tyske tænker Jürgen Habermas nævnt, og ønsket om at finde frem til, hvordan vi kan vende hans sætning om at “livsverdenen økonomiseres af systemverdenen”.

 “Systemet, økonomien og de administrative systemer, er styret af objektive, anonyme markedsmekanismer og magthierarkier. Livsverdenen, den subjektive verden, vi lever i, rummer kulturen, menneskers indbyrdes relationer og vor personlige identitet, og den bygger på sproglig kommunikation.” (Gyldendals åbne encyklopædi om Habermas)

Med lidt andre ord, hvordan vi kan vende den mentalitet, der gør at det virker naturligt for os at tænke borgerinddragelse, når løsninger skal skabes, men i stedet får os til at tænke systeminddragelse, når det giver mening og værdi for den enkelte. Altså at udgangspunktet er borgeren og ikke systemets styringsrammer.

Tre små ord

Over frokost var der en række workshops, hvor man kunne blive klogere på nogle af de tematikker, der var blevet rørt om formiddagen. Samfundsagenda landede i workshop 8 med titlen “Velfærden er under forandring – hvad betyder det egentlig for dig?” faciliteret af Mandag Morgen.

Vi fik her stillet til opgave at finde ét ord man ville ønske, der blev brugt henholdsvis mere og mindre om 1) velfærdsløsninger 2) medarbejdere og 3) borgerne. På den negative side kom vi frem til, at vi gerne ville høre mindre af termerne; selvhjulpenhed, servicemedarbejdere og borgerinddragelse. På den positive side kom vi frem til; hjælp til din behov, kollegaer og FANS!.

Fans af velfærdssamfundet er vi jo nok i bund og grund de fleste af os i dette lille land, men mange af os er nok alligevel begyndte at se, og mærke i dagligdagen, hvordan styringssystemerne mister deres tag og evne til at sikre et bæredygtigt velfærdssamfund, og vi prøver derfor at finde på måder, hvorpå vi kan gentænke.

Den afsluttende taler var fremtidsforskeren Anne Skare, og nogle af hendes bud på fremtiden var at kommunen ikke vedbliver at være et sted man går hen, som i “op på kommunen”, men vil få mere betydningen “community”, og altså være noget vi alle indgår i. Hun plæderede også for, at man ikke skal løse folks problemer, idet man derved frarøver dem en livserfaring. En stillingtagen, der vil betyde, at det offentlige system er nødt til at sig farvel til sin rolle som velfærdspatentholder.

Mere menneske

Egentlig så er det jo noget vrøvl at bruge en term som mere menneske – for vi er jo mennesker, og kan hverken være det mere eller mindre. Så hvad betyder det egentlig mere menneske – mindre system? Som beskrevet ovenfor, så var fokus på dagen på hvordan vi i højere grad får det personlige lag, og ikke kun det professionelle lag (det tredje p-lag værende det private) til at blive en del af måden, hvorpå man agerer som ansat af velfærdssystemet. Og hvordan man gør det samtidig med, at man som ansat ikke bliver kørt følelsesmæssigt over? Svaret er nok ikke ligetil – men det kan i første omgang måske være vigtigt, at der bliver skelnet mellem empati og sympati – altså evnen til at forstå folks følelser, og så det at føle det samme som dem. Hvor empatien indeholder en afstandtagen i forhold til den enkeltes følelsesliv, og gør at man stadig kan være fagprofessionel.

Hvad betyder det så i praksis i forhold til systemet og ændringen af dette? Annemette Digmann, Ledelses- og Innovationsspecialist præsenterede en metode, som hun har erfaret kan få folk til at begynde at tænke mere på opgaven end ydelsen – det hedder “Innovationsspørgsmål”.  For at kunne stille et innovationsspørgsmål skal der være tre elementer tilstede i spørgsmålet: En vision, intet svar/løsning og lyde kækt, så man får lyst til at arbejde med det. Et eksempel kunne være i stedet for at tænke “Hvordan (som system, red.) nedsætter vi mængden af akutindlæggelser af syge børn” omformuleret til “Hvordan gør vi (som mennesker, red.) forældre af syge børn trygge?”  Dermed flytter man fokus over på en mere relationel og menneskelig faktor. Et andet eksempel var “Hvordan går man direkte til fødsel nr. 2”, som et spørgsmål til opgaven om at førstegangsfødende kræver flere ressourcer etc.  

Alt i alt bød dagen på mange gode refleksioner og dialog, og som Anne Skare sluttede af med at sige, så er det som gør os til mennesker – ren sammenhængende energi og relationer!